Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Alf Torp: Vor nationale situation
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198
Alf Torp.
til sin befolkning end Sverige og Danmark. Et stort antal
af de slægter, som hos os bærer danske eller tyske navne,
viser sig ved nærmere undersøgelse faa slægtled tilbage at
være udgaaet fra gode norske bønder. Fra «folkets brede
lag» er hos os den dannede klasse altid bleven rekruteret,
I de fire hundred aar dette sprog nu har hersket i vort
land, har vi været med paa at forme det. Vi har fulgt det
fra dets første famlende forsøg i skriftlig brug til den høie
udvikling, det nu har naaet. Vi har givet vore bidrag (hvor
store disse er, er endnu ikke undersøgt), vi har lagt i det
noget af vort væsen. Norskfødte forfattere hjalp mægtig til
at sætte grænse for den overvældende tyskhed, ja det er
kanske ikke for meget sagt, at de frelste det fælles sprog
fra fuldkommen undergang, dengang tyskheden holdt paa
at stige over alle maal. Lad dette sprog være dansk i sin
rod. Det er dog nu vort. At opgive det var at opgive os
selv. Ja talte vi end helt med dansk tunge, var det
ligegodt vort.
Men som alle ved er sprogenheden mellem Danmark
og Norge nu mere et skin end virkelighed. Den beror mest
paa den skrevne form. Og eftersom talen mere og mere
gjør sin ret gjældende, svinder enheden bort. Dansk i sin
rod faar sproget i sin talte form hos os et præg, som
berettiger det til at kaldes norsk. Dette præg har det fremfor
alt i ordstilling og syntaks. Endvidere er der mange danske
lydovergange, som den norske tunge aldrig har villet føie
sig efter. Saaledes de haarde konsonanters overgang til
bløde. Gjennem kløften mellem skrift og tale er her vistnok
i tidens løb opstaaet megen forvirring, men den tiltagende
fornorskning vil snart for det meste jevne den ud og give
vor tale et mere ensartet væsen. Endelig har vi en stor
rigdom paa norske ord, som bytalesproget dels til alle tider
har eiet, dels har laant og stadig laaner fra folkemaalene.
Her har vi en skat, som dansken, der bag sig kun har
forholdsvis fattige bygdemaal, maa misunde os. Der er saa
langt fra nogen grund for maalmændene til at rakke ned
paa dansk-norsken og i modsætning til den prise dansken,
«som dog ialfald er et sprog», at de snarere burde erkjende,
at den har ikke ringe fortrin fremfor den rene dansk: i sin
enkle, knappe, kjærnef’ulde, naturlige udtryksmaade (som
dog nogle af vore forfattere saa let overdriver indtil latter-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
