Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Alf Torp: Vor nationale situation
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vor nationale situation.
199
lighed), i sin rige ordskat, der altid har en god afløser at
hyde for hvert blegnet og udslidt ord.
De fortrin, man paa den anden side gjerne tilkjender
dansken i modsætning til dansk-norsken, en større glathed
og eleganse, en legende lethed, en virkningsfuld streifen og
antyden, hvor denne griber plumpt til, tilhører mere stilen
end sproget selv og bunder i det, som skiller dansk kultur
og temperament fra norsk. Vor humor er barsk og
grovslagen, ikke lun som den danske. Den lette ironi ligger
ikke for os.
I sin større harmoni bringer danskernes sprog bud fra
en solidere og dybere rodfæstet kultur end vor, i hvilken
nyt og gammelt, fremmed og eget endnu som i sproget selv
brydes paa vildeste maade.
Alligevel tør det vel hænde, at denne gjærende masse
engang vil blive Nordens hovedsprog. Sikkert vil det blive
det sprog, hvorigjennem fremtidens udlændinger fortrinsvis
vil søge at trænge ind i skandinavisk aandsliv: dets større
enkelthed, især udtalens letvindthed, og dets stilling mellem
dansk og svensk gjør det skikket hertil fremfor disse.
At dette saa sterkt norskfarvede dansk skulde være
vanskeligt at forstaa, ja endog uforstaaeligt for bondens barn,
er en af maalmændenes værste overdrivelser.
Vanskeligheden er den, som et kultursprog volder den ukultiverede.
Hvor begreberne mangler, forstaaes naturligvis ikke ordene.
Hvad er den sproglige forskjel her mod den, som raader
mellem lombardisk og det toskanske kultursprog, eller
mellem provencalsk og fransk? Eller for at holde os til
nærmere trakter: intet norsk bygdemaal skiller sig fra
rigs-maalet i den grad som visse svenske fra det høisvenske
skriftsprog. Dalfolket er virkelig «tvåspråkigt». Sig imellem
taler det dalmaal, svensk til alle andre. Og hvad er den
vanskelighed, som voldes af alle de ukjendte ord — ord som
dog alligevel har et vist hjemligt præg — mod den, som
taarner sig op for det engelske almuesbarn i form af 20 000
«hard words», af hvilke ingen engelskmand vilde lade sig
afprutte et eneste? Vil man have kulturen, faar man tage
sproget med; der er ingen vei udenom.
I virkeligheden staar det ikke til at negte — saameget
end maalmændene negter det — at landsmaalet volder nogle
at’ Norges bygder mindst ligesaa store vanskeligheder i ret-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
