Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sossen Aubert: Aventin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A ventin.
243
strenes høi. Ikke ett menneske ser du — uden munken,
som nu gaar ind af porten til sit kloster. Men med vinden,
som sagte stryger over Aventin, suser der sang om dit øre.
Enstonig, dæmpet, bølger den ind i de milde, vaarlige
luftninger, bæres som et let pust hen over høien, vugger den
ind i bløde drømme — vagt og dæmpet og saa fjern fra livets
fulde musik, som munkenes gang over høien er det fra dine
vildsomme veie, du ensomme månd. Du tar hatten af i denne
hellige stund, du bøier dit hoved, og lar tonerne hviske: «fred,
fred» ind i dit sind. Skyerne, som rugede tunge og mørke
over dine tanker, de viger — der sænker sig hvide tagger
over dem — fred, fred.
Et sort tog kommer imod dig; det er 10—12 unge piger
i konfirmationsalderen. Paa hovedet har de kniplingsslør
— saa ved du, at de skal i kirke. Du ser forbauset paa de
første. «Kan de da allerede ha levet sig saa ind i en anden
verden, at deres øine ikke er fæstet paa noget bestemt
omkring sig. Dette tomme blik? Aa—aa— de er jo blinde.»
Røvet synet har de fundet et hjem her oppe paa høien, pleies
af nonner, opdrages af prester. Nu skal de altsaa i kirken.
En prest aabner for dem, spøger lidt med hver især, medens
hun glir forbi i skyggen. De smiler lykkelig — det er deres
lys i verden, ordene fra presterne i de lange, sorte kjoler.
Saa knæler de med nonnen foran et alter, mumler bønner
i kor, gaar til det næste alter, mumler atter bønner, reiser
sig, gaar ud af kirken, fortsætter sin mørke vandring, hvor
de suger det lys, de kan, af nonnernes pleie og presternes ord.
En munk følger dig ud i klosterhaven, hvor den hellige
Domenicus har plantet et appelsintræ. Det er helligbrøde at
plukke frugten, selv for munken, endsige da for din profane
haand. Den vokser, modnes, og falder af, aar efter aar — uden at
plukkes, uden at een faar smage dens herlige saft. Du ser paa
den gamle munk, som følger dig, og du tænker paa den
gyldne frugt, som hænger paa træet. Den gamle munk falder
snart en dag han ogsaa, falder uden at ha skjænket sit liv
til nogen, uden at ha kjendt livet. Og han følger dig til
porten, smiler sit gamle smil, gaar tilbage til det liv, som
drømmes hen, livet bag de høie mure.
Videre hen over den ensomme vei paa den hellige høi.
Der staar en månd i næste klosterport og smiler saa venlig
til dig. Han ber dig gaa ind — hvorfor ikke? Alle er jo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
