Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Kristian B.-R. Aars: Om den kritiske filosofi og dens ukritiske svagheder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om clen kritiske filosofi og dens ukritiske svagheder.
265
Alle filosofer har tat stilling til Kant. Næsten alle
naturforskere har bekjendt sig til ham. Vort aarhundredes største
filosofiske begavelser har vistnok alle sprængt hans system. Men
med det samme har de sprængt sin egen indflydelse over tidens
almene videnskabelige tænkning. Selv positivismen danner
forsaavidt ingen undtagelse, som den føielig optar det vigtigste hos
Kant: grænsen, den skarpe grænse. Vort aarhundrede har da
med rette rost sig av sin kritiske karakter, idet ordet kritisk
har været navn for det kantiske.
Skal vi i faa ord give udtryk for denne den sterkeste egenskab
ved vor tidsalders tænkning, saa siger vi, den bestaar i en urokkelig
tro paa den faste grænse mellem det vi kan vide og
det vi ikke kan vide, mellem erfaring og fantasi. Hvor der er
tro paa denne faste grænse mellem erfaring og fantasi, der er den
kritiske filosofi. Den gjør videnskaben til et sluttet system, hvor
der ikke findes skygge av plads for nogenslags overtro, for noget
absolut, for noget religiøst. Men ved denne herlighed er der en
hake: grundlaget for videnskabsmandens hele sikkerhed skal
være en lov som han har tat ud av sit eget hjerte: den lov at enhver
ting har sin nødvendige og tilstrækkelige aarsag, at der paa det
samme komplex av aarsager altid følger det samme komplex av
virkninger. Om denne lov ved vi av en slags indre aabenbaring,
at den bare kan anvendes paa erfaringer, at den
ingenting-siger os om fantasibilleder. Derav den skarpe grænse
mellem videnskab og overtro.
Grundlaget for videnskaben er saaledes hjertets egen lov. Den
er absolut og uforanderlig, men kan ikke selv hvile paa nogen
aarsag. Videnskaben forklarer altsaa alt, — til den kommer til
loven. Her staar den ganske stille, siger ingenting, og alligevel
skal loven ha større autoritet end den hele videnskab tilsammen;
thi al sin autoritet har videnskaben laant fra loven, aarsagens lov.
Videnskabens gr un d 1 ag er altsaa ikke erfaring. Dens
grundlag er tro, det er noget absolut, noget religiøst. Sammenligner
vi troen med en silketraad, erfaringen med store jernlænker, saa
er videnskaben et system av gjenstande, kjættet sammen ved
idel store jernlænker, og hindret fra at styrte ned i kaos derved
at systemet ved en silketraad er hængt op i noget ukjendt noget:
aarsagstroens ukjendte bærer; denne sidste har i aarhundredets
løb faat mange navne, hvad der naturligvis intet ændrer i stillingen.
De som ikke rigtig har villet ind i den kritiske filosofi, har
undret sig over dette, at troen, silketraaden, som naar den retter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
