Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Kristian B.-R. Aars: Om den kritiske filosofi og dens ukritiske svagheder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om clen kritiske filosofi og dens ukritiske svagheder. 269
været konstant. Videnskaberne synes saaledes at staa i et helt
eiendommeligt forhold til «erfaringen».
Imidlertid nægter vi ikke betydningen av vort aarhundredes
erfaringstillid. Vi fordrer kun at den lægges paa en ny
grundvold. Vi fordrer at den trofaste erindring betragtes som
det første og sikreste element i al sandhed, som al sandheds
grundvold. Vi føier dertil at forventningen og dennes
bekræftelse har fortættet og udviklet forestillingerne om
sandhed. Erindring og gjentagelse er saa at sige
celle-kjernerne i al sa n d h ed sd an ne Ise. Omkring disse kjerner
grupperer sig fantasiforestillingerne i stadig videre ringer,
saaledes at fantasiforestillingerne er eneraadende i de yderste
kredse og protuberanser, men stadig tættere organiseret i forhold
til erindring og gjentagelse, jo nærmere man kommer disse
kjerner. I denne forstand falder al sandhed i flere avdelinger,
nemlig 1) beskrivelser, 2) bekræftede hypoteser, 3) hypoteser som
direkte kan bekræftes, 4) hypoteser som aldrig direkte kan
bekræftes, men som kan tænkes direkte bekræftet.
5) Hypoteser som ikke engang kan tænkes direkte
bekræftet.
Enhver ser, hvorledes vi her fra erindringens og
gjentagelsens sandhedsdannende kjerner kontinuerlig
glider udover til den ubundne fantasis vilde
protuberanser. Straks en beskrivelse ophøies til en almengyldig
lov, gaar den over til at være en hypotese av orden nr. 4. Den
kantiske grænse er den som gaar mellem nr. 4 og nr. 5. Den
er, som man ser, tydelig nok, og den vil til evige tider beholde
sin værdi, men den er ikke «apriorisk», ikke medfødt, har ikke
noget absolut ved sig, den er blot saa usigelig praktisk for
mennesket, da den falder sammen med hans oplevelsers yderste
tænkelige grænse.
Erindringen alene er ikke istand til at skabe videnskab.
Først gjentagelsen bringer liv og vekst ind i
kjendsgjerningernes system. Fra sandheder av 2den orden, fra de
bekræftede hypoteser (forventninger) nedstammer al vor videnskab.
Det er nemlig disse som gir en forventning det topmaal av
intensitet som gjør den jævnviss med selve oplevelsen. Derfra
kraften i alle vore hypoteser av 3dje og 4de orden. Egentlig er
alle beskrivelser (1) og alle bekræftede erfaringer (2) tillige
hypoteser av 3dje orden. Det er selve forventningens proces
som gjør dem til dette. Først naar visheden er blevet maximal,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
