Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - K. H. Döscher: Lex Heinze og det offentlige liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
278
K. H. Döscher.
kunsten, som om den var skyld i disse beklagelige samfundsonder.
Kunsten blev degraderet til medskyldig i alle de sociale
forbrydelser, som man vilde ramme i lovudkastets øvrige paragrafer.
Der er ingen tvil om, at forholdet opfattedes saaledes af
forslagenes ledende talsmænd. Kunsten skulde i visse former gjøres
ansvarlig for virkninger, som aldrig kan foraarsages af den, og
som er resultatet af ganske andetsteds forhaandenværende
betingelser. Er det virkelig nødvendig at konstatere, at billeder og
bøger, som uden at være utugtige, skal være istand til grovelig
at krænke sedeligheds- og skamfølelsen, ikke fremkalder hverken
prostitution eller kobleri eller nogensomhelst anden last? Paa
landet, hvor dog sikkerlig disse faktorer ikke existerer, og hvor
kirkens magt endnu er urørt, skulde sedeligheden derefler
nødvendigvis være saa meget desto bedre. Og dog maa pastor E.
Hückstadt i første bind af «Die geschlechtlich sittlichen
Verhält-nisse der evangelischen Landwohner im Deutschen Reiche» 1895
konstatere: «Kirken har den opgave at kjæmpe mod
ukysk-heden og pleie sedeligheden — — — Men blandt det folk, som
i sin hedenske fortid udmerkede sig ved sedelig renhed, er dens
arbeide i nutiden forgjæves — — — Paa sedeligheden har
kirken kun en ringe indflydelse — — — I sterkt kirkelige bygder
er usedeligheden ligesaa stor, eller dog næsten ligesaa stor som
i ukirkelige bygder.» Eller skulde virkelig egteparret Heinze
være ført ind paa lastens bane ved synet af Böcklins billeder
eller ved læsning af den saa ofte konfiskerede Bocaccio?
Efterat man har hørt de taler, som er holdt i rigsdagen og
andetsteds, efterat man bar lært at kjende forslagsstillerens
motivering af de kunstfiendtlige paragrafer, skal der en grænseløs
naivitet til for længere at tro paa deres hensigters harmløshed;
selv om hensigten med det allerførste forslag kan ha været den
bedste af verden, saa har dog den videre udvikling af sagen
fjernet enhver tvil om, hvor det bærer hen. Hvad der virkelig er
skamløst i pornografisk literatur og obskøne tingel-tangel og
theater-forestillinger, det er allerede strafbart og let at ramme.
Forøvrigt overdriver man ogsaa altfor meget virkningen af slige ting.
I ethvert fald er noget af det, som politiet nu erklærer for
usede-ligt og har fjernet fra offentligheden, aldeles ikke egnet til at øve
en uheldig indflydelse paa sedeligheden. Eller er virkelig
Michelangelos David, Böcklins Bølgernes leg, Rubens lænkede Andromache,
Canovas Grader, Das Freilicht (den bekjendte aktsamling af Max
Koch) o. s. v. saa moralsk ødelæggende?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
