Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - K. H. Döscher: Lex Heinze og det offentlige liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lex Hein/.e og det offentlige liv.
281
tyske folks sammenbrud. Derfor maa denne retning modarbeides.
Selve loven kan ikke dette, den retter sig kun mod usedelige
og skamløse excesser; men denne art skribenter føler sig dog i
sit indre rammet og erkjender, at naar disse usedeligheder og
skamløsheder bliver strafbare, saa kan heller ikke virkningen
paa skrifter med saadanne anskuelser udeblive.»
Der er da heller ingen, som har ladet sig narre. I
indlandet som i udlandet har man opdaget intolerancen og
for-følgelseslysten bag dydsmasken. Saaledes skrev The Morning
Post, som sikkert er hævet over enhver mistanke for frivole
anskuelser: «Lovens hensigt synes at være at gjøre staten til
den høieste instans i bedømmelsen af kunstverker. Ikke
kirkeeller medicinal- eller undervisningsministeren, men politiet i by
og paa land er det, som blir dommeren, hvis «skamfølelse»
saares af et vers, han ikke kan høre, eller af et billede, han
ikke kan se. Hele striden dreier sig om begrebet «skamfølelse».
Magistraten kan være en ufeilbar autoritet til afgjørelsen af et
kloakrørs eller et closets skjønhed, men vi vover ikke at gaa ud
fra, at hans dom om et landskab af Turner kan være af
afgjørende værdi. Ligeledes er den sedvanlige politimand,
om-end paa en vis maade dresseret til opdagelse af forgaaelser mod
sedeligheden, fuldstændig inkompetent til kontrol af det skabende
geni. Hidtil troede vi, at tilstedeværelsen af en politibetjent ved
alle theaterforestillinger var nødvendig, for at beskytte tilskuerne
mod mulige majestætsforbrydelser. For fremtiden vil denne
funktionær ogsaa faa den opgave at beskytte tilskuernes
skamfølelse — — — Mod gemen raahed og utugt, der maskerer sig
som kunst og litteratur, kan landets lovgivning trøstig tage sine
forholdsregler ; men vi kan ikke tro, at den nationale usedelighed
i Tyskland er saa stor, at den skulde gjøre politiets vilkaarlige
indskridelse ønskelig. Ligesaalidt tænker vi saa pessimistisk
om det tyske folks fordærvelse, at vi skulde anse lex Heinze for
nødvendig — — — De hindringer, man har lagt selvstændig
og originalt skabende kunstnere (Hauptmann, Sudermann,
Liebermann) i veien, er i grunden i sine motiver af politisk natur.
Men den store kunstner er dog altid en reformator; frihed er
hans livsaande, og han kan aldrig taalmodig hvile ud i
traditionens og konventionens hjulspor. Paa os har det offentlig udtalte
moralske formaal med dette uretfærdige lovforslag aldeles intet
indtryk gjort; hestefoden stikker for tydelig frem. Lex Heinze er
en dødserklæring til kunstens frihed.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
