Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - K. H. Döscher: Lex Heinze og det offentlige liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
282
K. H. Döscher.
Ganske paa samme maade udtaler Critica Sociale sig, idet
den konstaterer en koalition af de økonomiske og de moralske
protektionister mod «det nye Tyskland». «Kunst og liv antager
i Tyskland stadig bevægeligere og friere former. Det
fremherskende karaktertræk i det tyske maleri er i de sidste aar
blevet en hedensk glæde ved den frie luft. Disse malere befolker
vand og skog med frie og lykkelige skabninger: de hedenske
skikkelsers hele verden lever i dette maleri op i nye former.»
Men mod denne den moderne tyske kunsts jordfødte
sanseglæde har alle nuancer af «mørkets magter» forenet sig. Og
gjerne citerer de som valgsprog et vers af sin wiener
«litteratur-kjender» Sebastian Brunner:
Seit wann darf man die Sauen
Nicht auf den Rüssel liauen.
Wenn sie durch lautes Grunzen
Die Poesie verhunzen.
Hvad gjør det, at denne herre ogsaa regner Lessing og
Göthe til «die Sauen»? Hr. Roeren har jo dog ved forslagets
anden læsning erklæret: «er der stykker, som paa forargelig
maade krænker sedeligheds- og skamfølelsen, da er det ikke mere
end billigt, at saadanne stykker, hvad enten de nu er klassiske
eller ikke, bliver forbudt.»
Hvor lidet det i grunden er disse bekjæmpelse af det nøgne
om den sande befordring af sedelighed at gjøre, det viser deres
forhold til den saakaldte arbeidsgiverparagraf paa det evidenteste.
Blandt de mange botemidler mod sexuel usedelighed, som lex
Heinze anbefalede, var denne af komiteen tilføiede paragraf
virkelig hensiglssvarende. Men neppe havde regjeringen i
arbeidsgivernes interesse erklæret den for uantagelig, saa var
strax den klerikal-konservative rigsdagsmajoritet rede til at give
afkald paa den for at faa loven i sin helhed istand. Hvad gjør
man ikke for at bekjæmpe «kjødets frihed» og den moderne
kunsts usedelige tendenser? Det offer, som hyklerkoalitionen
bragte, skulde det kun være for at muliggjøre udryddelsen af
nogle anstødelige postkort, eller gjælder det ikke meget mere at
kneble den aandsfrihed, som ler deres asketmoral og hyklerdyd
op i deres aabne ansigt? «Katholsk» skal nu ogsaa bli trumf
paa kunstens og litteraturens omraade, saaledes som det længe
har været i alle politiske spørgsmaal. Samfundets magtmidler
tages her i partiernes og de subjektive sympathiers tjeneste. Og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
