Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - K. H. Döscher: Lex Heinze og det offentlige liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
286
K. H. Döscher.
kunstspørgsmaal, som allerede i sin levetid var tilstrækkelig
udsat for angreb af de moralske kjætterdommere, har med
hensyn til børnene gjort den træffende bemerkning: «selv ligeoverfor
dem behøver man ikke at være saa ængstelig for virkningen af
en bog eller et theaterstykke. Det daglige liv er, som sagt,
lærerigere end den sterkest virkende bog.»
Hele lex Heinze er et tungt veiende bevis for — om et
saadant overhovedet endnu behøves —, hvor lidet følelsen for
individets frihed er udbredt og anerkjendt i Tyskland. Ikke før
gjør en mening sig gjældende, som strider mod det almindelig
antagne, førend man strax er rede til at bekjæmpe dissenterne
og paatvinge dem den almindelige maade at tænke og føie paa
ved samfundets og om muligt ved statens tvangsmidler. Den
gjennemsnitlige middelmaadighed ligger altid paa lur for med
majoritetens magt at tvinge enhver selvstændig personlighed ind
i sin livsopfatnings snøreliv. Intolerancen er for øieblikket paa
alle omraader saa udviklet som nogensinde; truer end ikke
skafotterne længere kjætterne, saa er dog midlerne til
undertrykkelse og banlysning talrige nok og ikke mindre grusomme.
Om vore sedelighedsfanatikere, som vil iføre os lex Heinzes spanske
støvle, gjælder Nietzsches bidende bemerkning: «Mit ihrer
Tugend wollen sie ihrén Feinden die Augen auskratzen.» Hvilke
følger det vil have for kulturen, om saaledes den egenartede
individualitet, bæreren af ethvert fremskridt og enhver
menneskehedens berigelse, trælbindes af ståt og samfund, det synes man
os ikke for alvor at tænke paa. Nu er det mere end
nogensinde tid at hæve de skatte, som af W. v. Humboldt og Stuart
Mill er nedlagt i den individuelle friheds filosofiske dokumenter,
og at gjøre dem til den offentlige bevidstheds eiendom. Den
unge Humboldts klassiske skrift, hvori han udtalte sine «Ideer
til et forsøg paa at bestemme videnskabens og statens grænser»,
konkluderer med det resultat, at staten kun maa gribe ind, hvor
fremmede rettigheder krænkes, det vil sige, hvor en person uden
sit samtykke eller mod samme unddrages en del af sin eiendom
eller sin personlige frihed. Specielt betones med stor skarphed,
at forargende handlinger i henseende til religion og seder ikke
maa være gjenstand for statens indskriden, da de ikke krænker
nogen fremmed ret. Og alle de grunde, Stuart Mill i sin lille
bog Om friheden gjør gjældende til gunst for tanke og talefrihed,
de sigter ligefuldt paa frihed i kunstnerisk produktion og nydelse.
Og om nogensinde en personlighed for at opfylde den rolle,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
