Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dagny Przybyszewska: Sing mir das Lied
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
292
Da ir ri y P rz y b y s ze wska.
under sine fødder, i de store, sorte fjelde. Og nu hørte hun
hans syge hjerte fuldt af elskov banke inde i sit eget. Og
hun følte, hvordan ban lagde sine arme omkring hende og
trykked hende til dette hjerte, som ikke kunde dø, da det
var saa fuldt af kjærlighed.
Og nu hørte hun kun ham, saa hun kun ham, ham
overalt. Hun følte hans haand omklamre sin, hun hørte
hans stemme hviske om og om igjen, hvor han elsked hende,
at hun var alt for ham, at ingen død, ingen grav kunde
hindre ham i at følge hende altid, i tid og evighed.
Hun havde seet ind i disse øine, der altid hos hende
havde søgt en glød, en hengivelse, de aldrig havde fundet.
Hun havde følt hans feberhede pulsslag i sine egne aarer,
hans vildtbankende hjerte i sit eget bryst — og nu grebes
hun selv af den samme syge, haabløse længsel efter ham,
efter hans legemlige nærhed, hans lidenskab, hun grebes af
den samme ustillelige længsel, der havde forgiftet hele
hans liv.
Da bøied hun knæ for mindet om ham, for mindet om
hans store kjærlighed. Hun bygged et tempel for ham i
sit hjerte, og alle sine drømme, sin smerte og sin længsel
lod hun lig virak ombølge hans billede, den mands billede,
hvis kjærlighed efter døden havde beseiret hendes hjerte,
der efter døden havde skjænket hende sin egen længsels
skjæbnesvangre gåve.
Et Ut tristesse de tout ccla,
oh, mon åme . . .
Hun staar ved flygelet og synger.
Han sidder magelig tilbagelænet og lytter.
Hun staar og synger, indadvendt, druknet i denne ene,
eneste følelse, som hæver hendes sjæl op i skyen, ind i solen.
Tiden og rummet svinder hen i en lysende taage, fortid og
fremtid mødes paa evighedens blaanende tinde.
Og tonen løfter sine bløde vinger, og flagrer drømmende
ud i rummet, den søger, søger, og vender med et suk tilbage.
Atter hæver den sine hvide vinger, og let som et solstøv
flyver den op mellem stjernerne og sætter sig blandt dem, selv
en stjerne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
