Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dagny Przybyszewska: Sing mir das Lied
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et la tristesse de tout cela.
298
Og nu løfter tonen sine brede vinger og majestætisk
seiler den ud over vide, vide have, over bjerge og tinder,
høiere, høiere, svimlende, altforglemmende, ah — nu fløi den
ind i solen !
Sangen er forstummet, hun staar bleg og ser paa ham
med rædde øine. Hun føler, hun ved, hun har forraadt sig,
hun har sunget sig nøgen. Sin smerte, sine længsler, som
skyder sine pile saa langt, langt udover ham.
Men han er ikke bleg, «du har sunget brilliant», siger
han tilfreds, «saa godt har clu aldrig tør taget det h.»
I tusmørket.
Denne blomst, denne underlige blomst . . . Hun satte
sig tæt hen til den og lod clens fine, lange stængel kjærtegne
sit knæ.
Dens duft fyldte hende med en hemmelig lykke. Hun
læste sin egen længsel i blomstens store, bløde øine. Hun
havde fundet noget igjen i den, noget hun havde mistet, en
klang, en tone i sin sjæl. Den sang en hymne, hun havde
glemt. Oh, det smertecl som en krænkelse, naar en af de
store, hvide øine visnecl bort og faldt!
Og hun tænkte paa alle sit livs brogede, duftende
blomster. Hun følte dem flagre omkring sig lig tusind vingede,
tusindfarvede fugle. Alle melodier havde de sunget, alle
farver-havde de spundet over hendes nat og dag.
Men denne ene, eneste blomst, som hun aldrig før havde
seet, som en morgen stocl i hendes stue unærmelig og
tankefuld, med en krans af lysende stjerner om sit hoved, sang
hendes sjæls farve og længsel. Og naar en bølge af dens
aande traf hende, følte hun, at hun skjælved og blev hed
af lykke.
Mange stjerner havde danset om i hendes liv, glitrende
som rimfrost i en granskov, dansende som stjernerne paa
bunden af en sø. Men denne ene, ensomme stjerne var den
eneste hellige stjerne i hendes liv, stjernen over hendes
Bethlehem . . .
Hvor ung hun dengang var og hvor fjern fra livet! Saa
fjern, at selv hendes længsel neppe naaecl det. Hun saa sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
