Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dagny Przybyszewska: Sing mir das Lied
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
294
Dagny Przybyszewska.
selv med favnen fuld af blomster, kornblomster, blaa som
hendes eget sind, blaa som hendes tankelette foraarssjæl.
Og hun kasted ogstrøed blomsterne omkring sig, strøed og
samled . . . gule i haaret, røde om armene, blaa og hvide . . .
tulipaner, fioler, syringer ... Og duften fyldte hendes sind,
men sjælen sov.
Saa kom rosernes dage. Bare roser, fulde, tunge,
flammende roser . . . Hele livet var en rosenhæk, og hun suged
duften ind med alle porer.
Men da roserne visned, glæcled hun sig. Hun nød at
se bladene gulne i randen. Hun tog begge hænder fuld og
lod dem falde, et for et. Hun rysted hækken, saa en regn
af matte, blege blade risled over hendes hoved. Og hun saa,
at roserne var sorte med forkullede blade.
Da gik hun langsomt langs bække og myrer, og hun
samled myrens blege voksblomster med cle dunede stængler,
hun samled bækkens hvide kalablomster med de gyldne
munde, hun samled søens matlysende stjerner og roser med
de kolde, vaade arme, og snigende voksed de ind i hendes
hjerte og suged sig fast derinde.
Men hun frøs, og en morgen følte hun sit hjerte som
en hvid og kold krystal. Glansen skar hende i øinene, og
hun længtes efter hemmelige blomster, som ingen sol havde
skinnet paa, farlige blomster, som bar gift i sine aarer,
bedøvende og uforstaaelige.
Og en nat fandt hun dybt inde i skoven, inde i skyggen,
hvor ingen solstraale kunde naa frem, en mørk og
skjæbne-svanger plante med laadne blade og tungsindige klokker af
farve hentet fra himmelen og f’ra jorden. Hun læste graadig
i dens slørede øine, hun pressed den til sit hjerte, og hun
følte, at hun elsked dens giftige aande.
Stille tog hun den med til sit hjem, triumferende satte
hun den i høialteret og ofred til den. Og en gysende glæde
fyldte hende ved at se giften dryppe ned, draabe for draabe
dryppe over sit allerhelligste . . .
Men ogsaa hendes stolte giftblomst visned, og da den træt
folded sine blade sammen, rev hun den rasende ned fra sin
helligdom og kasted den ud paa gaden.
Nu vilde hun ingen blomster mere . . . Men de kom,
de voksed op allevegne, de myldred omkring hende, flagred
omkring i hendes stue som tusindvingede, tusindfarvede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
