Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anathon Aall: Sigbjørn Obstfelder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8 Anathon Aall.
opinion, moralsk og æsthetisk theori. Han tog clem for sig,
likte at skildre dem sympathisk, derpaa gjøre nar af dem,
Hænge dem istykker, sige at de tik greie sit stel; lian gav
dem baade magt og ret og hele herligheden1), men han havde
en egen fodsti for sig at vandre. Og til syvende og sidst:
«Jeg gad vide hvem det er som tøver, I eller jeg.»
Jeg er her kommet til det punkt, hvor O. frembyder den
største interesse, studeret som menneskefremtoning. Aldrig
har æsthetisk trang feiret en skjønnere triumf eller mere
suverænt vundet overtag midt i materiel nød. Han hang ved
sine interesser, levede og aandede i dem trods alt. I hans
hjem var hans noble vidtstræbende aand respekteret og
skattet. Han elskede sine søskende (der var ialt vist ikke
langt fra sneset at tænke paa). Han led ved at se hvor
trangt cle havde clet, led mere ved det end ved egne savn.
Hans skolebøger var i uorden, hans dragt talte om armod
og tik hænge slig som det faldt sig. «Fanden i huller i
hoserne», saaledes sang han siden om barneminder. Men
alligevel! Hjemme paa bordet laa bunker af noder, som han
altid øgede med nye. Han havde faaet fat i en violin og
sparet sammen til en guitar. Saa drev han paa sin hybel
eftermiddag og kveld hen med spil og sang, læste lexerne i
frikvarteret og improviserede arithmetik foran tavlen. Kunst
og digtning, norsk folkeliv, «maalet», som han elskede,
verdens store mænd, den store evighed og cle endnu større og
vigtigere barndomsminder, det var hvad han talte om,
beundrede eller grublede over i disse stille timer mellem
hjemmets trange vægge. Gildest var det naar han gav sig til at
spille og synge. Ikke for det, det var monotont altsammen,
een aand gik gjennem det hele. Han kunde tage hvad sang
han vilde i sin mund, altid blev det samme indhold. Det
var klart: Heiberg og Aasen, Göthe, Bjørnson, Jacobsen, alle
de norske folkedigtere med navn og uden navn, de havde
digtet og skabt saadant som skulde fortælle om Obstfelder,
en syg mand, som havde faaet et legeme han ikke havde
nogen brug for, og en sjæl som kjendte smerternes og
længslernes inderste væsen.
*) Et begreb som altid morede vor ironiker var mening. Disse
mennesker, lo han, de gaar der omkring og har meninger. Og en af dem
har ret. Og de andre som ikke har ret, de har ogsaa den mening, at
deres mening er ret. Akkurat som om det var noget morsomt at have
ret bestandig!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
