Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anathon Aall: Sigbjørn Obstfelder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sigbjørn Obstfelder.
301
Der var endnu noget paa hans bord mellem nodebladene
eller gjemt nede i skuffen: smaa bunker beskrevet papir.
0. var digler fra han var skolegut. Han skrev og skrev,
stundom i masser, saa igjen ikke paa længe. Der var
utvilsomt noget sygelig i hans skriveraptus. Halvmæt tilstand,
svaghedsfølelse ligeoverfor alle dem som skubber til En med
knoklede hænder og løber foran En i livskonkurrencen,
mørke udsigter og smertelige familieoplevelser, saadant
kan nok holde sjælen spændt. O. søgte lettelse og lettelsen
var disse blade, fuld af digtning. Han var meget sky og ræd
af sig. Det var en hel kunst at faa ham til at komme frem
med dem. Hvad de indeholdt? Ja ... dersom man bare havde
dem og kunde citere! Det han skrev var gjennemgaaende
tungsindig. Naturen var en sørgekrans om verdenslivet,
dyrene anklagede menneskene, og menneskene stønnede
mod gud. Der var ogsaa lidt humør indstrøet her og der,
og lidt lune nu og da. Men humøret var vemodig som
viddet i et gravtog, og lunet forklædte sig gjerne som barn.
Den voxne lo ikke længer hos O. Det som lyste op i det han
skrev, var fremforalt formen. Han var en stor sprogkunstner.
Hans ord føier sig sammen som til en koncert. Jeg tror
det var ham umulig at forme en umusikalsk sætning1). Ser
man over en almindelig forfatters bøger, finder man tidt at
siderne ligner paa en udmark med kraftig græsvext. Fladen
er ujevn, der skyder grovkornede plantestilker af ugræs høit
opover det almindelige grønne. Hos O. har alle tanker jevn
høide og alle ord samme blødhed. Alt løber saa stille af
hos ham, selv larmen hos ham har rhytme, og krisen er
ikke skjærende. Der er i de sidste 10 aar naaet utvilsomt
et stykke frem i norsk literatur i henseende til sprogformen.
Hvormeget deraf der skyldes Obstfelder, vil jeg ikke have
sagt noget om. Men lidet er det ikke. Han selv vidste det.
Andre som havde lært af ham, erkjendte det, og han havde
sin glæde deraf. Man vil holde en mand saa fri for
forfængelighed som han var dette til gode.
Om hans digtning i det hele var det ikke meningen her
1) Han var lidenskabelig glad i musik. Fra Amerika, livor han havde
en plads paa et teknisk kontor, skrev han til mig, at han gjerne ønskede
en huslærerpost i Norge. Han vilde da faa tid til at udvikle det som han
nu havde opdaget var hans egentlige anlæg: at, komponere musik. Men da
han kom hjem, brød den sygdom ud som han altid havde gruet for.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
