Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anathon Aall: Sigbjørn Obstfelder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
302
Anathon Aall.
at skrive noget videre. Vanlig tinder man at «Korset» er
lians bedste verk. Mindes jeg ikke feil, saa har Georg
Brandes i sin anmeldelse af dette arbeide erklæret, at O.
som forfatter eieae en tone, han var ene om, og som lovede
ham ry, fandt den en rigtig gribende og stor gjenstand. Det
verdensry som han syntes at kunne have lov til at drømme
om, naaede han ikke. Og sandt at sige, kan jeg ikke
overbevise mig om at han vilde naaet clet, havde han faaet leve
længere end disse 35 aar. Han var stort anlagt og intelligent
som faa dødelige. Men der manglede ham saavidt sees to
ting: Det ene var fasthed i anskuelsen (hvad psychologien
kalder fixering af gjenstanden). Der er dem som ikke ser
skoven for bare trær. Det er slemt. Men der er noget andet
som heller ikke er æsthetisk heldig: at tegne skov uden
trær med tydelige omrids Den anden mangel var
svækkelse i reproduktionskraften. Mindebillederne blev blege og
faatallige. Saa blev det til, at fremstillingen savnede liv og
handling. Begge svagheder gaar tilbage til hjernens
forfatning. De som kjender ham, ved om den sørgelige
kjendsgjerning, hvorledes arv og nød arbeidede sammen om at
herje hans herlige anlæg.
Alligevel er mange ham taknemmelig for, hvad han har
givet ogsaa som forfatter. Han har fortjent tak ikke mindst
for sin samvittighedsfuldhed, naar han skulde offentliggjøre
noget. Ingen kunde have høiere mening om digtningens
ansvar, kunstens ærverdighed. Han skrev og rev istykker,
gjemte af og kaldte tilbage. Han sad med artikelen færdig
og lod den ligge usendt. Den var ikke god nok. Han eiede
intet. Saa sad han og sultede over den artikel som han
ikke havde faaet saa god, syntes han, at publikums
fordringer var skeet fyldest og hans forfatterære taalte det.
Mest clog vil cle som kjendte ham mindes, hvor meget
han var for En som menneske og ven. Han havde en egen
evne til i naturligste form under samtalen at røre ved det
som egentlig er En kjærest, fordi det i sum er det vort
menneske bestaar af eller lever paa. Andet oversaa han.
Han spurgte aldrig til, hvorledes det, som vi udtrykker det,
«gik En», eller «stod til». Det interesserede ham neppe
videre. Men det interesserede ham ikke videre for eget
vedkommende heller. Man møclte ham i Berlin og Paris —
fuglene ved hvorledes han kom derned. — Det han talte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
