Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Det norske kongedømes utvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det norske kongedømes utvikling.
307
hævdelse av kongedømet. Det er i lys av denne nødvendighet,
at man vistnok må se den eiendommelige, så ofte omdiskuterede
forholdsregel, som Harald hårfagre efterhvert gjennemførte i de
landsdele han underla sig, — tilegnelsen av odelen.
Snorre Sturlason fortæller herom: «Kong Harald satte den
rett, overalt der han vandt rike under sig, at han tilegned sig
al odelen og lot alle bønder, både mægtige og ikke mægtige,
betale ham landskyld.» a) Den samme efterretning findes også i
Egils saga (k. 4), men i noget utførligere ord: «Kong Harald
tilegned sig i hvert fylke al odelen og alt land, både dyrket og
udyrket, og endog sjøen og vandene. Alle bønder skulde være
hans leilændinger, likeså de som arbeided i skogen, og
saltbrænderne og alle fangstmænd både tilsjøs og tillands, de var
ham alle undergivne.»
Sagaskriverne kan vanskelig dølje sin harme over denne
makeløse undertrykkelse og trælking. Men de har likevel bare en høist
ufuldkommen forståelse av det de fortæller. De levde jo 350 år efter
de hændelser de melder om, og i det øieblik de ingen skriftlige kilder
hadde at øse av, kunde de i virkeligheten bare gjengi det indtryk
av hændelsen, som folkesagnet hadde formet. Vi ser, at
selv-eierbønderne ved Haralds fremgangsmåte følte sig eller i det
mindste sa sig sat ned i klasse med leilændinger, — at de mente
odelsretten, den fulde frie eiendomsrett til jorden, var tat fra dem.
Men sandheten var visselig ikke saa svart, og den fremlyser da
også ret klart gjennem overdrivelsen.
Bønderne skulde rede «landskyld», heter det, og landskyld
er det samme som bygslepenge, pakte-avgift, som leilændingen
betaler. Men jeg tænker man fort kan bli enig om, at
landskylden i clette tilfælde ikke er andet end en likefrem
jordskat. Odelsbonden, som med stolthet kaldte sig «landsdröttenn*,
hadde været vant til at kræve avgift av sine bygslemænd, — nu
skulde han selv ha en «landsdröttenn» over sig og betale avgift
av sin odelsgård. Vi kan ikke undres på at han kjendte dette
hårdt. Vi vet selv fra den allernyeste tid, for en forbitrelse, for
nogen voldsomme ord en ny skat eller endog bare en ny
skatteform kan fremkalde. Og jordskatten var ny i Norge.
Nordmændene hadde endnu aldrig set i sit land et ordnet skattestell, og
de følte skatten som et indgrep i sin personlige frihet, — det er
en ganske naturlig ting i enhver ny statsdannelse, og vi ser det
*) Haralds saga, k. 6.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
