Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Det norske kongedømes utvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det norske kongedømes utvikling.
311
magt til at utvælge en enkelt av kongsemnerne til konge. Hos
nordmændene og hos frankerne blev riket delt.
Når flere merovingiske konger skifted Frankrike mellem sig,
styrde de hver for sig aldeles uavhængig. Men hver riksdel
kaldtes fremdeles «regnum Francorum», dens konge «rex
Francorum» ; bevisstheten om rikets enhet holdt sig levende og stærk,
og kongen i den ene riksdel var altid odelsberettiget til de andre
dele. Karl den store søkte at gi denne enhetsfølelse et synligt
uttryk og vilde fastsætte, at under rikets deling skulde den ene
av kongerne ha et slags overhøihet over de andre. Men det
lykkedes ikke at gjennemføre denne tanke, og endnu i det 9de
hundredår opløste det store karolingiske rike sig.
I Norge krævde den almene tænkemåte, at alle kongssønner
skifted riket mellem sig. Men så løst sambundet som det endnu
i den første tid var, var eier herved en meget nærliggende fare
for fuldstændig opløsning, og Harald hårfagre optok derfor Karl
den stores tanke om at gjøre den fornemste av sine sønner til
overkonge. Likesom i Frankrike støtte imidtertid dette også i
Norge på stærk motstand hos de tilsidesatte brødre. Eirik
blod-øks rådde aldrig med at gjennemføre sin overhøihet, og gjennem
hele det 10de hundredår var Norge i virkeligheten ikke et samlet
rike; særlig på Oplandene sat der en hel del småkonger.
Den som første gang efter Harald hårfagre atter bragte Norge
under én konge, det var Olav den hellige. Han kjendte til
styrelsen i fremmede land, særlig England, og han la grundvolden
til en virkelig stats-organisasjon i Norge, med et embedsværk
som utgik fra kongens hird. En deling av en slik styrelse vilde
føre mange ulemper med sig og høvde litet Lil den våknende
riksfølelse. Den ordning som nu efterhvert blev den rådende,
når der var flere arvinger til kronen, var en deling av
kongedømet, ikke en deling av riket. Kongerne skifted mellem sig
rikets indtækter og de kongelige jordegodser;1) men i den øvrige
styrelse var de sammen.
Dette var en for Norge særegen løsning av
tronarvspørs-målet, og det var en god og tids-høvelig løsning, som stod vel
ved magt sine 100 år. Men eftersom tiden gik, ændred forhol-
Snorre, Saga Haralds hardråda, k 23 J>å mælti Magnus konungr:
gef ek yör halft Noregs veldi meÖ çllum skuldum ok skçttum ok allri
eign er J>ar liggr til. Alen endnu efter Haralds død (sammesteds, le. 106):
Väru {)eir {>å tveir konungar, haföi Magnus hinn nyröra hlut lands, en
Olafr hinn eystra. Jfr. videre Saga Magnüss berrfætts, k. 1—2.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
