Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Det norske kongedømes utvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
312
Halvdan Koht: Det norske kongedømes utvikling.
dene sig. Striden mellem kongedømet og bygdehøvdingerne
førtes ind i selve kongehuset, idet lendmændene brukte de vekeste
av kongerne til et slags partiskilter og derved i virkeligheten
gjorde ende på samstyrelsen. Og det vigtigste var, at de grene
av riksstyrelsen, som ikke hørte til skattevæsenet, og som fra
først av hadde været små og litet omfattende, de voksed
efterhvert ut således, at de tok til at overskygge de rene pengesaker.
Dette blev især påtageligt, efterat kong Sverre, denne første
bok-lærde mand på Norges kongsstol, med fuld bevissthet hadde git
sig til at føre kongedømets rikstanke ut i livet og hadde skapt en
hel embedsstand av sysselmænd og lagmænd. Kongedømet hadde
ved denne utvikling i vigtige henseender forandret natur;
trangen til enhet og konsekvens i styrelsen gjorde sig stærkere og
stærkere gjældende, og tilslut kom da under Håkon Håkonsson
i året 1260 den lov i stand, at der aldrig skulde være mere end
én konge i Norge, — den ældste ægtefødde kongsson.1) Ved
denne lov blev det norske kongedøme endelig konsolideret. Det
blev nu fuldt dueligt til at gjennemføre rikets enhet, folket kunde
i kongen se rikets midtpunkt og sin eneste politiske repræsentant.
Ved hvert tronskifte var det da bare en eneste mand, som
kunde ha krav på Norges krone, og den rett han hadde, det var
retten til riksens indtækter og landsstyrelsen. Det spørsmål
reiser sig da: Var således kongen enevældig? var der ingen bånd
på hans styremagt? Der kan svares både ja og nei.
Vi vet, at Harald hårfagre, erobringskongen, hadde styret
landet fuldstændig efter eget godtykke. Men allerede han hadde
hat en meget stærk bevissthet om, at kongen ikke hadde bare
rettigheter, men også pligter. Og for de følgende konger kom
der et ytre moment til, som i stærkere mon gjorde forholdet
mellem folk og konge tosidigt, med rettigheter og pligter fra
begge sider.
Vistnok var det så, at kongen vandt sit rike ved arverett og
med loven i hånd kunde kræve sin krone. Men likevel var det
ikke dengang således som nu til dags, at straks den ene konge
var død, tiltrådte uten videre den andre. I Norge likesom i de
andre germanske riker måtte det først en godkjendelse til fra
folkets side. Et alment ting, i Norge først og fremst tinget på
Øren utenfor Nidaros, måtte tildømme kongen riket, og først da
Norges gamle Love, I, s. 263: Så skal konongr vera i Norege, er
skil-gelinn er Noregs konongs sun hinn ellzte, ööalborenn til landz ok pegna.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
