Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Det norske kongedømes utvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det norske kongedømes utvikling.
313
var han lovlig konge. Men i nødvendigheten av denne
godkjen-delse lå der en spire til en ny opfatning, som i Danmark, Sverige
og Tyskland førte frem til en fuldstændig omvæltning av
kongedømet, til det frie kongevalg, men som i Norge skapte tanken om
en kontrakt mellem konge og folk, bindende for begge parter.
Det er et undtagelsestilfælde, det som fortælles om Håkon
den gode, at han for at bli konge måtte love at gi bønderne
odelen tilbake. Men det som vi må se deri, det er et løfte om
at den gamle landsrett atter skulde gjælde og bli stående ved
magt. Og allerede om Olav Trygveson hører vi da ogsaa, at da
han blev tat til konge på tinget, loved han bønderne at holde
lov og landsrett oppe.1) Om Olav den hellige tilføies det
foruten løftet om at holde de gamle love, at han også påtok sig at
værje landet mot utenlandske fiender.2) Disse to ting, fredens
og rettens bevarelse, var det som utgjorde kongens pligter; men
hævdelsen av landets selvstændighet var en så nødvendig del av
kongedømet, at som oftest blev bare løftet om lovens overholdelse
tat med i kongens ed.3)
Denne ed, og den alene, var det som bandt kongen. Der var
ingen faste institusjoner, som på nogen lovformelig måte kunde
nægte at fremme hans vilje ; der var ingen visse grænser
op-stukne for kongens magtområde, og således skulde han dog trods
sin ed synes enevældig. Men man skal lægge vel mærke til, at
for den tids opfatning var slike garantier mod overgrep aldeles
unødvendige. De enkelte personligheter var ikke så frit
utviklede som nu til dags, hele samfundet beherskedes i langt høiere
grad end nu av fælles tanker og fælles følelser. Retten var
dengang endnu ikke et relativt begrep, som drøftedes og endevendtes
på alle kanter; retten var en næsten ylre magt, utgåt fra en
almen tænkemåte, som alle blindt, bøide sig for.
Det var en næsten utænkelig tanke, at nogen kunde våge
sig til at ville omstyrte eller ændre de gamle retsgrundsætninger,
og når kongen loved at holde de gamle love, så påtok han sig
ikke andet end det som han fra sit eget standpunkt selv måtte
kræve. Folket kunde derfor trygt lægge rettens hævdelse i kon-
’) konungr hét j>eim imuti lçgurn ok lanasrétt, Fornmanna sögur,
I, s. 224.
S nor re, Saga Olafs hins lielga, k. 35: heitr |)eim par imöti lçgum
fornum ok Jm at verja land fvrir ütlendum her ok hçföingjum.
3) Norges gamle Love, I, s. 263, II, s. 397.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
