Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Det norske kongedømes utvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det norske kongedømes utvikling.
315
i sin strid mot kongedømet gik til det yterlige skridt at ta en
konge utenfor de oclelsbårnes kreds. Det som først og fremst
mangled Magnus Erlingssons kongedøme, det var det religiøse
retspræg, og dét tænkte man at skaffe ham, ved at han blev
salvet og kronet av erkebiskopen, den norske kirkes øverste
mand.1) Det er eiendommeligt at lægge mærke til, at netop det
samme middel, den kirkelige vigsel, var det frankerkongen Pippin
brukte i 754 for at dække over sin uretmæssige bemægtigelse af
tronen; dette peker tilbake til en fælles grundopfatning av
kongedømets natur. Og likesom Pippins sønner og eftermænd siden
optok titelen «av Guds nåde frankernes konge», således tilføied
også Magnus Erlingsson formelen «av Guds nåde» til sit
kongsnavn.2)
Det legitime arvekongedøme hadde imidlertid altfor stærke
røtter i folkebevisstheten, til at det kunde late sig fortrænge av
det kirkevigde valgkongedøme, og odelsgrundsætningen seired
igjen med kong Sverre. Men selve den vigsel, som man hadde
søkt at erstatte det gamle retsgrundlag med, viser hen mot et
nyt og ændret syn på kongedømets stilling.
Kristendomen hadde efterhvert gjort ende på forestillingen
om kongen som folkets religiøse repræsentant, og kirken hadde
mer og mer vundet selvstændig åndelig, ja endog verdslig magt.3)
De gamle hedenske tanker om kongedømets guddomelige ophav
antok nu kristen form, og under utenlandsk påvirkning
fremtrådte nu også i Norge opfatningen av kongedømet som forlenet
direkte av Gud. Man vendte nu tilbake til tanken om at gi
ut-tryk for dette i en kirkelig vigsel, og Olavsdagen 1247 lot Håkon
Håkonsson sig krone i Bergen av en pavelig legat; siden den
tid blev alle norske konger kronede, og snart blev det almindeligt,
at de i sine brevskaper kaldte sig ikke længer simpelthen «konongr»,
men optok den høitideligere titulatur «meÖ guÖs miskun Noregs
konongr».
Således kom det skiftende synspunkt frem i de ytre former,
og kort efter 1247 finder vi hos en fremragende statsmand,
forfatteren av Kongespeilet, den nye lære om kongedømet teoretisk
begrundet. «Kongen er billedet på Guds høihet», siger han,4)
’) S n orre, Saga Mag miss Erlingssonar, k. 21—22.
2) Magnus dei gracia rex Norwegie, Norges gamle Love, I, s. 442.
3) Jfr. Koniingsskuggsja, k. 70.
*) Komingsskuggsjå, k. 43.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
