Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Det norske kongedømes utvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det norske kongedømes utvikling.
317
end at slå fast det standpunkt utviklingen da var nådd til, uten
at opstille nye normer for retten.
Kongedømet var vistnok blit fjærnet fra folket; men det var
ikke blit fremmed for det. De gamle grund-opfatninger holdt sig
fremdeles levende. I Kongespeilet fremstilles kongen som et
slags ordfører på folkets vegne,1) og om så forfatteren sætter ham
næsten i høide med Gud selv, så glemmer han dog ikke at
fremhæve kongens pligter mot folket. Kongen skal holde både
fattigmands og rikmands rett, siges det,2) og «det er hans
pligtgjer-ning at bære nyttig omhu for en vetug riksstyrelse og for gode
løsninger på alle vanskelige og nødvendige saker, som bringes
for ham.» 3) Fremdeles likesom før måtte hver ny konge som
tiltrådte, avlægge ed på at han vilde holde lovene,4) og Magnus
lagabøters nye landslov uttalte likefrem, at kongen var sat til at
våke over loven.5) Derfor het det også, at såfremt han holdt
loven, kunde han ikke trælke og tynge folket med overdrevne
krav,6) og særlig lovfæstedes det, at kongen ingen andre skatter
kunde kræve, end loven selv foreskrev. 7)
Men der var ingen myndighet til at føre tilsyn med kongens
utøvelse av sin rett og sin pligt. Kongen hadde ikke alene den
iværksættende magt; det var også han som besluttet! på rikets
vegne, han hadde både den lovgivende, den bevilgende og i siste
instans den dømmende magt. Kongen var folkets eneste politiske
repræsentant, og denne koncentrasjon i kongedømet var
upåtvile-lig et vigtigt moment i rikets ytre styrke. Men der var også her
en svakhet og en fare. Rikets skjæbne var altfor fast knyttet til
kongedømet, og hvis kongedømet på en eller anden måte blev
unasjonalt, da stod rikets politiske selvstændighet på spil.
1) Sammesteds, k. 34: hçf’öingjar bera ahyggju f i ri çllum [oeim er
undir f)eim ero at fojonosto eöa at velde, ok hafa jjeir eigi eins mannz
svçr i munni, heldr eigu jo eir firi marga svçr at veita.
2) Sammesteds, k. 44
3) Sammesteds, k. 55.
4) Norges gamle Love, II, s. 397: ek skal jiau kristin lçg halda sem hinn
helgi Olafr konongr huf.
5) Sammesteds, II, s. 21: hann er ifir Içgin skipaÖr.
°) Sammesteds, II, s. 23—24: sva at hvarke mega hçfÖingjarner, ef
[oeir geyma t>essa, ånauöga etfa {)yngja folkeno meö ofmikilli ägirnd.
7) Sammesteds, II, s. 33: Enga almennlega tolla skal konongr å oss
leggja eöa hans umboösmenn, eigi gjafer né veitzlur né hestaföör né
viöarhogstr, joar sem leiöangr gerizt, nema reiöskjöta ok |)å aöra lyöskyldu
sem logbuk vattar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
