Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Det norske kongedømes utvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det norske kongedømes utvikling.
319
loved en norsk regjering. Selvfølgelig blev løftet bare stående
på papiret, og da så resterne av det norske riksråd efter kong
Kristians død vilde nægte at anerkjende hans søn Hans, var det
for svakt til at opretholde dette standpunkt; det fik jo derved
også imot sig al tradisjonel norsk retsfølelse, som var absolut
fiendsk mot en slik overgang til frit valgkongedøme. Stillingen
i 1448 var ikke blit utnyttet, og den kom aldrig så gunstig igjen;
unionstraktaten av 1450, som bandt Norge til fælles konge med
Danmark, kunde ikke mere rokkes.
Siden førstningen av det 14de hundredår rådde
valgkonge-døniet avgjort i Danmark, og faktisk blev det alt fra 1450 av det
danske riksråd, som indsatte Norges konge. Norge gled mer og
mer ned i ren provinsstilling, dets riksråd forsvandt fuldstændig
efter 1536, og det faktiske forhold blev fastslåt ved Kristian 4’s
norske lov av 1604. *) Likevel holdt arvetanken sig seigt i
Norge, og de oldenborgske konger påberopte sig stadig, at de
hadde Norge som arverike; der blev jo efter 1513 aldrig opsat
nogen norsk håndfæstning, og kongerne fulgte efter hverandre,
søn efter far, akkurat som efter arvereglerne. For nordmændene
kunde-det da i virkeligheten komme ut på ett, enten de fik sin
konge ved arv eller ved valg; i ethvert tilfælde fik de ham
utenlands fra, og enten kongen rådde selvstændig eller han bare blev
brukt til påskriver av det danske riksråd, så utgik dog altid
Norges styrelse fra Kjøbenhavn. Efter norsk synsmåte var da
det statsretlige grundlag for kongedømet ikke i væsentlig mon
forrykket, og det nordmændene var misnøide med, det var i
hovedsaken bare tilstrømningen av de danske embedsmænd og
pålægningen av nye skatter; dette gav også årsak til forskjellige
uroligheter i Norge.
De norske arverets-tanker kom især stærkt frem ved Fredrik
3’s tronbestigelse i 1648. Det var da, at den danske meddelelse
om kongevalget blev besvaret av den norske kansler Jens Bjelke
med den erklæring, at Fredrik 3 «er Norges Riges rette
Arve-Ilerre og Konge, og der er ingen nærmere til Riget, som nu
lever, end denne gode Herre».2) Og netop på denne tid utkom
der flere skrifter, som ad historisk og retlig vei søkte at bevise,
at Norge altid hadde vedblit at være et arverike. Derfor, da
*) Oc liuilcken herre oc første, Danmarckis rigis raad, adel, oc
stender, kore til Danmarckis rigis konning, den skal oc vere konning vdi
Norge. Christian den fjerdes Norske Lov, I, cap. X.
2) Budstikken, VI, (1825), s. 491.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
