Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Det norske kongedømes utvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det norske kongedømes utvikling.
323
hodet, den bare tjente til mellemmand mellem folket og den
enkelte borger1). Den almene vilje skulde gi alle de almene love
og regler; regjeringen, øvrigheten, kongen skulde anvende dem
på de enkelte tilfælde. Loven var det som rådde over alt og alle;
den som satte sig ut over eller op imot loven, var en
samfundsfjende.
Ved denne sin lære om den almene viljes og lovens ukræn
kelighet nærmed Rousseau sig på en påfaldende måte den gamle
norske tænkemåte, og det var ikke til at undgå, at både hans
og Montesquieus lære måtte få stor indflydelse i Norge.
Utviklingen havde ført med sig også i Norge et stærkere
drag mod individualisme; samfundet hvilte ikke længer på en
eneste økonomisk grundvold, alslags ulikheter tok til at komme
frem, en friere tænkning gjorde sig gjældende på alle områder,
og der fandtes ikke længer en så samlet folkevilje som i det gamle
Norge. Under disse forhold var det ikke muligt, at kongen kunde
bindes af den almene retsbevissthet, og beholdt han da sin gamle
magtfylde, kunde han slet ikke i alle tilfælde styre efter folkets
ønske og til folkets gagn, det hadde da også nordmændene rik
røinsle for. Skulde kongemagten ikke bli til skade for landet,
måtte den bindes og indskrænkes ved faste institusjoner, som
gav uttryk og form for folkets vilje, — det var utviklingens
nødvendige krav.
Så møttes cl a på riksforsamlingen på Eidsvoll i
1814 den gamle norske bonde-opfatning med
embedsmænds og kjøb mænds ved læsning vundne teorier, og
de siste hundredårs fælles erfaringer bandt dem
sammen til fælles arbeid på den nye statsforfatning.
Grundloven av 17de mai viser tydelige mærker efter de
ymse påvirkninger den blev til under. Riksforsamlingen hævded
som grundsætning Rousseaus og den norske bondes opfatning av
folkets ubetingede suverænitet; det var jo ifølge denne
grundsætning, at nordmændene i det hele hadde våget sig til sin reisning
mot kielertraktaten og sin selvstændighetskamp, og i fuld
overensstemmelse hermed blev al lovgivningsmagten lagt i folkets
hænder, således at kongen end ikke skulde ha et absolut veto i
slike saker. Derimot dristed man sig ikke til med Rousseau at
late folket direkte gi sine love, men fulgte Montesquieu i at
overlate dette til en valgt repræsentasjon.
l) Sammesteds, livre III, chap. I.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
