Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Collett Vogt: Gabriel Finne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GABRIEL FINNE.
(Et lidet mindedigt).
Jeg minds, vi mødtes i et trangt kapel,
en fire, fem forvorpne literater,
som vilde si’ vor ungdomsven farvel
og hilse ham til tak for gamle dage.
Frem traadte en af byens smaa prælater,
en hovmodsgreben dreng med skjægløs hage,
der folded ydmygt hænderne og bad . . .
kun halvt jeg hørte efter, der jeg sad,
men lod mit blik i længsel gaa tilbage.
Jeg tænkte paa en tid, da han og jeg
for første gang hinanden haanden rakte,
da solskinspletter legte paa vor vei,
og endnu kun de grønne grene skvgged.
Ind under dem et hjem han havde bygget,
did ikke byens ondskab turde naa,
men hvor han selv med gutteøine blaa,
med snadden i sin mund sig barnlig hygged.
Mistænksom, umedgjørlig som han var,
en sleil natur, der kanske kunde knækkes,
men aldrig bøies, om saa jern han bar,
blev her den «Gabba», han, hvem alle likte.
Her kunde ogsaa mandig-stolt han digte,
saa sten om ørene paa godtfolk føg,
og fra sin fjeldspids Ibsen, Bjørnson røg,
de gamle to, hvis vinger skulde stækkes.
22 — Samtiden. 1900.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
