Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Collett Vogt: Gabriel Finne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gabriel Finne.
339
og lidt nok ikke havde sted at være:
Den lille bitte drøm, han holdt i ære,
— hans eneste maaske — den om et hjem,
did aldrig verdens ondskab helt naar frem,
men hvor i trofasthed, i ensom glæde
trygt om sit liv to menneskebørn kan frede.
Thi ellers var nok mest clet had og nag,
trods, blind fortvivlelse, som fyldte sindet.
Dog inderst sad i sol hans drøm og skinned,
hin drøm, som ei han hvilte, før den brudt
og skamslaat af ham selv laa lig tilslut
for aldrig mer at vækkes fra det døde.
Hvad er det da, som gjør, at det, der bar
mod høiderne vort liv, rigt, som det var,
skal støt vi ubarmhjertigst lægge øde?
En vagabond paa krigsmandsvis han blev,
som gadelangs i vinternatten drev,
ved dagslys knapt nok hilst af sine venner.
Men ogsaa en af dem, der stolt bekjender
med frygtløst blik, hvor ond, hvor god man er:
Langt heller irre om i revne klær
som proletar paa natlig mørke steder,
hvad eller rase ud i vind og veir
end hykle sig til værdighed og hæder!
Men der i gravkapellet nu jeg stod,
hvor præstemanden — hykler eller kristen —
med dommermine talte strengt til kisten,
det var, som strøg et saltpust mig imod,
som hørte havet jeg en raakold kvæld
slaa dønnende og tungt langs haarde fjeld,
mens vidt fra land et maageskrig i rummet
foruden gjenlydsbølger bråt forstummed —
En veirslaat maages hæst forrevne skrig!
Nils Collett Vogt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
