Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Collett Vogt: Sjøfugl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
340
Nils Collett Vogt: Sjøfugl.
SJØFUGL.
Nu mørkner langsomt det over håv;
alt bølgernes toppe stiger
som hvide vinger af mørket frem,
mens rundt mig saa hæst det skriger.
Hvem er det vel, som vort kjølvandspor
trut følger til sidste ende? —
De tabendes hær! — Jeg vidste nok,
dens røster jeg skulde kjende.
Thi ei har andre venner jeg havt,
saa langt jeg kan se tilbage,
end dem, der tabte i livets krig
og maatte af kampen drage.
Og nogle var det, som gik til bunds,
mens andre saa fjærnt fra lande
med smærteøine, med hæse skrig
støt frister de salte vande.
Trods tænders gnidsel, trods nætters graad
paa jord de aldrig vandt fæste. —
Sig, hvorfor skal det bestandig gaa
just slig med de allerbedste?
Mig stirrer saa mangt et blik imod; —
i vemod mindes jeg tider,
da barmen af drift og ild blev spændt,
hvor livsangsten nu kun bider.
De sjælens vinger, som burde ført
dem høit over mængdens veie,
i afgrundens dybder bar dem ned,
tidt ogsaa til dødens leie.
Helt menneskelige paa jord de var,
og derfor har mange gange,
mest dog i storm, deres nødskrig lydt
som truende seiersange.
Nils Collett Vogt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
