Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Aagot Ræder: Om Bjørnsons kvindefremstilling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
844 Aagot Ræder.
For Bjørnson er hun det nære, kjendte, kjære, i
bevidstheden indvævede fra første stund, i moderens billede, — den
varmt strømmende næring for tørstige barnelæber, de
vuggende arme — det lune skjød.
Af det solfyldte, sterke liv stiger som en sagte fiøitesolo,
klar og rund og ren, idyllen om den unge pige, — der hun
sidder paa den skraanende græsbakke, gjennemstrømmet af
sit eget varme blod, sølvet ringlende over hvide lin til
hjertets rappe slag, — tanken gjemt bag sænkte øienlaag.
Og i denne rene, enkle tone griber ind endnu en, en
dybere, mættet med tyngden af det oplevede, — livets relief
til idyllen, — moderens vemodfyldte sang:
«En moder lider fra den dag, han blev det.
Hun elsker barnet, førend det er født;
i dødens smerte giver hun det livet,
og for dets barndom giver hun sin helbred.
Hun er det øie, fod og arm og siden
det vingepar, som bærer det mod lyset.
Men har hun fuldbragt, — o, saa mister hun det,
saa river det sig løs fra hendes taarer, —
ser ei tilbage, stormer under jubel
frem til det falder og har saaret sig, —
eller det reiser sig og saarer andre;
men begge gange saarer det sin moder.
Saaledes føder og opdrager hun
sig selv en smerte, lang som hendes liv.»
(Sigurd Slembe.)
Af disse enkle, livsfyldte motiver udvikler sig en
mangfoldig kvindefremstilling, der, hvor vidt den end forgrener
sig, dog aldrig taber sit oprindelige fæste i, sin kjærlighed
til natur og liv.
Af enheden bryder sig individualiteterne, af det
usammensatte forgrener sig det sammensatte og det særegne.
Der stormer «Fiskerjenten» sit friske løb, lig fjeldbækkens,
i lunefulde kast, med skum og sprøit; — og dog et eneste
ivrigt, hidsigt personlighedens maal.
Der fører den unge kone i «De Nygifte» sin stille kamp
for sin ubeskaarne andel i livets sorger som glæder.
Mens individualiteterne bryder hver sine veie og fordrer
sin ret at skifte hver i egen straalebrydning, mødes deres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
