Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Aagot Ræder: Om Bjørnsons kvindefremstilling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
844
Aagot Ræder.
i ranke, faste former til det frie menneskes herredømme
over sig selv og den omgivende natnr.
Og rundt om billedet af denne svære kamp paa kniven,
hvor en glimt for glimt øiner slægternes voldsomste instinkter
vælte sig i dybet som uformelige uhyrer, — slynger sig en
broget, straalende krans af unge piger, — leende, syngende,
hviskende ungdom, — skiftende lige fort i forskrækket
latter og smilende graad.
Og denne lyse, lette skare, den rykker sammen til et truende
geled en dag, da en af dens midte blir giftig, dødelig saaret
just fra den kant, hvor legen naturlig skulde føre hen, just
under den livets indvielse, der var dens fjerne, endnu
rosen-dæmrende maal.
Nu, fra det engang grebne, siden aldrig slupne tag i
livet og i den forstaaelse af kvinden, som kjærligheden skaber,
— nu, gjennem det erfarede, det oplevede, iagttagne, livis
frugt blev individualiteterne, — nu, efter indarbeiden og
gjennemarbeiden af momentet, som tidsideerne bød, — nu
er høider naaet, store, friske vidder, hvor kraftigt liv frit tør
tumle sig.–-
Deroppe paa vidderne ligger alt forlængst lig vakre, i
sig selv fint afgrænsede fjeldvand, billeder som «Maria
Stuart» — «Leonarda». —
Dramaet om hende, der den dag idag trods fjernheden
betager menneskenes sind, dronningen, elskerinden og
kvinden; hun, den «altid brudeklædte», som gjør «den enes
historie til alles»: enten maa jeg eie dig eller forlade dig»
— naar hun flygter under trærnes kroner, kaster efter
sig «kyssets ildfunke», som tænder i blod og brand; — og,
naar hun gribes, forvandler sig til dronningen, fordrer
honnør, saa truende hellebarder løfter sig til en æresport,
hvor hun skrider frem, — og saa igjen, mismodig ved sin
høie Ijernhed, frysende i høiliedens kulde blir kvinden,
moderen, der bøier sig under aaget for barnets skyld og ved
Darnleys leie nynner det syge sind tilro.
Og «Leonarda», dette skjønne møde mellem to
kjærlighedens aldre i kvindens liv, den første og den sidste ungdoms;
den sidste, da livsfølelsen endnu engang stiger flammende
i høiden, — for saa gradvis at synke, — for bestandig.
Mødet mellem den første ungdoms vilje til at gribe
lykken ifølge sin ret til den som ungdom, — den sidste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
