Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Aagot Ræder: Om Bjørnsons kvindefremstilling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Bjørnsons kvindefremstilling.
345
ungdoms higen efter clen ifølge livserfaringens fattigdom,
der har lært, hvad det er værdt, at «tages op, tanke for tanke
i uendelig forstaaelse».
Og dette møde, der kunde blevet og vel ofte er skildret
som en kamp paa liv og død mellem rovfugl, — kamp
mellem ungdom med livsvilje og modenhed med livssavn,
— det blir i «Leonarda» behersket af det hos kvinden, som
Bjørnson aldrig har fornægtet, men i enhver form værnet
oin: den store ømhed, der giver heller end den tager, fordi
den ud af egen smerte føler og forstørrer den andens, —
som en mor føler barnets lidelse mer svidende end sin egen.
Saa blir der vistnok en kamp, men en om gjensidig
given fra sig, hvor den seirer, som er mest forfaren i
selvfrasigelsens kunst.
Over store, friske vidder breder sig frit det brogede, sterke
liv. Intet er vel i Bjørnsons digtning mer kraftigt, saa
nyskaaret, saa nybrudt og fuldt af sprakende liv som «Paa
Guds veie», der er en vældig kraft i disse sterke farver:
«Gule, sorte, brune, hvite,
grønne, violette, blaa,»
disse ru flader, disse nyrydninger, som der ligesom ikke
blir stunder til at udjevne i travelheden. Der slaar gufs
fra sjø og fjeld og mættet dis fra aabne opland og drøn fra
menneskelige viljer og lidenskaber, som tørner mod hverandre og
stiger tilveirs og brydes mellem himmel og jord.
Og af alle disse rydningskræfter, som gir en god dag i
blagister og grønsvær og livets forsøg paa at skabe stille
harmonier, dæmpede overgange og farver, — just af dette
kraftige urydde, der saa voldsomt forbereder ny odling,
just af alt dette stiger som en blomst af stilken Ragnis lette
form, flagrende en stund i vor korte sommer, søgende vor
korte sol, — længtende incl, hvor brydning og brænding
forstummer, — ind did, hvor naturen har taat lov at samle
harmoni, — ind i den grønne skovensomhed, hvor ingen
øks endda har hugget vei, hvor ingen plog har vendt torven,
ingen jernhaand afklædt stenen og saaret mosens «elsgraa
hud»; her, hvor linnæa møder véd tærskelen, — hvor skovens
hellige lysestage viser vei, — hvor skovstjernen inderst inde
venter i stille hvidhed og spør med sit stjerneblik: hvorfor
kom du ikke før?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
