Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sverrer Knudsen: Arnold Böcklin - Im Spiel der Wellen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arnold Böcklin.
351
slaar mod de lodrette klippevægge, i hvis sorte, fugtige huler
de skinnende sølvstrenge skjælver og synger havets og klippens
evige og monotone sang. Eller det er Pan, som vandrer om i
de skyggefulde skoge. Tonerne fra hans fløite er søndenvindens
toner, susende mildt over marker og gjennem dunkle lunde.
Jorden er svanger, luften fyldt med ætsende dampe og duft
af gro, og høit, høit deroppe seiler vaarens tog i ilsomme
skyers flugt. Og her færdes menneskene forherligede og
forskjønnede ved poetens kjærtegnende blik. Berusede af
vaarens vinde skrider de stolte og nøgne frem ved Pans side,
eller de hviler i de skyggefulde haver lyttende til amoriners
søde hvisken, og naar høsten kommer, flygter de i angst
foldens hærjende og grufulde ridt. Et med naturen, ét med
livets og dødens evige magter.
Hvem kjender ikke dette naturens hemmelige liv, om end
uklart og anende. Pusler- det ikke omkring i de natlige skoge;
eller det lurer bag stenene i de golde og øde egne og faar
os til at flygte i rædsel for lyden af vore egne fodtrin. Vi
kjender det igjen, som vi har mødt det tusen gange, det
samme som slegterne altid har mødt, og som har skabt
myten og sagnet. Böcklin har git det form og liv, alt det
med friske oprindelige øine, som paa livets første dag.
Der hviler over hans arbeider en klassisk adel og ro;
altid ung, altid ny har han kjæmpet den utroligste kamp,
uberørt af ros og af dadel, til hans verk er endt, og han
rolig kan træde frem for historien.
Im Spiel der Wellen.
1 det nye Pinakothek i München hænger- det berømte
billede af Böcklin, som bærer ovenstaaende titel. Havets
friske gufs slaar en imøde. Det er en eneste alt
overskyllende bølge, mod den graa dag tegner den sin tunge og
urolige linje, fylder ud hele rammen med sit kjølige mørke dyb.
[ forgrunden en krabbebrun havmand med stive hvide haar
paa det vældige bryst og en krans af blomster om den brede
panele. Med et sanseligt grin, en ubændig og kaad latter
tar han om en nereides hvide skuldre for at trække hende
ned med sig, dukke under med hende i det sorte dyb. Fra
hendes hørgule haar falder blodig tang ned over den
skinnende ryg. Med et stumt og besynderligt blik stirrer hun os
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
