Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oda Olberg: Frugtbarhed og kultur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
382
Oda Ol berg.
At være mor koster nutildags kvinden mere end nogensinde
før — ogsaa kvinden i de klasser, som ikke har at kjæmpe med
næringssorger (for slet ikke at tale om proletarkvindens
martyrium, det stumme, haabløse martyrium, overfor hvilket
overklasserne ikke kan faa det over sin samvittighed at give det raad,
de selv følger—i den tro, at de bedre opfylder sine sociale pligter
vecl indrømmelse af stort terræn til børnekirkegaarde). Denne
mer-udgift er ikke fysisk, men psykisk. Ved en besynderlig ironi
er netop lovpriserne af kvinden som mor de, som forringer og
nedsætter hende. Man roser den gynækologiske fagkundskab,
som Zola i «Fécondité». Er det da blot den fysiske proces at
være frugtsommelig, føde og opnære, som ligger i at være mor?
Zola symboliserer en funktion og tror dermed at have skabt en
kvinde. Hans heltinde synes blot at være et annex til sine
kjøns-organer. Men kvinden nutildags er noget andet: hun bringer
ikke blot barnet til verden og opnærer det — hun elsker dette
barn; det er en del af hende selv, hvor hendes, egne nerver
dirrer, et stykke af hendes Jeg, men meget mere ømfindtligt og
værgeløst end hun-selv. Tror man kanske, at moren betalerfor
det nyskabte liv kun med fødselens fysiske proces! Hun belaler
for det med den daglige pleies usigelige møie, i de lange
søvnløse nætter ved dets sygeleie, i den aldrig endende angst for at miste
det. At det menneskelige hundyr er frugtsommeligt i ni
maaneder og derpaa opammer fosteret for atter igjen at kunne
undfange, bære og føde og opamme — det kan man læse i enhver
fysiologisk haandbog. Men kvinden er ikke bare et dyr — at
være mor er mere for hende end en blot og bar fysiologisk
akt. Over apotheosen af det rent animalske glemmer Zola det
menneskelige, over hundyret glemmer han kvinden. Sæt bare
den opkonstruerede personifikation af frugtbarheden — som han
kalder Marianne — ind i det virkelige liv. Børnene skal
gjen-nemgaa de forskjellige barnesygdomme; moren skal kanske i
sidste maaned af svangerskabet eller faa dage efter forløsningen —
vaage ved deres sygeseng; mangelen paa sjælelig og legemlig
hvile vil tære paa barnet under hendes hjerte eller endog ved
hendes bryst. Et eneste blik paa statistiken eller livet kan over.
bevise én om, hvor yderst ringe sandsynligheden er, for at i en
familie paa 12 børn alle vokser op — og stil saa den sørgelige
virkelighed ved de hyppige fødsler, som altid mere og mere
formindsker evnen til at bevare de allerede eksisterende børn, op
mod den Zola’ske idyl! — Gjennem denne frugtbarhed, som kun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
