Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A. Lowum: Rabelais og hans tanker om opdragelsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
392
A. Lowum.
fantasi — folkekomikkens brede og saftige lune, parret med
lærdom i grotesk blanding.
Det man mindst kan bebreide renæssancen er snerperi.
Shakespeares folkelige figurer fører ikke høvisk tale, og selv
dronning Margaretha af Navarre giver i sin Heptameron ting
til bedste, som ikke høver sig en saa ophøiet dame.
Renæs-sanceliteraturen, dens frodige og struttende livskraft faar
selvfølgelig bedømmes ud fra sin egen tid; men Rabelais gaar
undertiden ud over alle grænser; der er kapitler, hvor neppe overskriften
lader sig gjentage. Men vi faar ikke glemme, at hans arbeide
ikke mindst er en protest mod middelalderens mørke livssyn,
mod en askese, der døder mennesket og alle dets lyster, og som
enhver reaktion blir den overdrivelse. Han er plump .og
uanstændig; han dækker aldrig over; man har kaldt ham realist;
snarere er han naturalist. Men det gjælder med ham som med
de hollandske mestere, med Teniers og Jordaens f. ex. — han
minder forrester meget om deres billeder — der er realisme, der
er plumphed; men aldrig nogen lystenhed, der findes intet
libidinøst. Alle hans drøiheder og alle hans obscøniteter forløses altid
i latter; der er ingen sansepirrende antydninger som hos La
Fontaine, — ingen sødladenhed som hos Boccaccio; hans
uan-stændigheder er led i lystigheden og kun det. Hele hans verk
blir som et billede af renæssancens festmaaltid. Gjæsterne har
faaet nok af mad og drikke; det har ikke manglet, — tvertom. Og
saa begynder historierne; clen ene fortælling løser den anden af,
og alle hilses med stormende latter. Spøgen blir drøi, og ordene
falder ikke netop vel afveiede; men des høiere lyder kun latteren.
Og lystigheden forsoner det hele.
Og saa læser man ham og smiler; saa læser man videre og
ler høit; men midt under latteren drager det efter med en, at
her er noget mere end løssluppen lystighed. Der dukker frem
et janushoved — det ene ansigt fortrukket af latter, og paa den
anden side: den livserfarne tænker, der kjender bøgerne og
menneskene, og som forstaar at give alle ting deres rette værd. Og
er man saa færdig med det hele, skimter man gjennem alle de
groteske billeder og forklædninger den hele samfundsbygning
med dens brøst og skrøbeligheder; intet har undgaaet hans vare
øie. Hans roman « Vie de Gargantua et Pantagruel» giver os med
alt sit gjøn og gjøgl et samfundsbillede, en sædeskildring af
høieste værd.
Og intet staar for høit for Rabelais latter og kritik. Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
