Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A. Lowum: Rabelais og hans tanker om opdragelsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rabelais og lians tanker om opdragelsen.
397
— han kjende den godt fra sin egen skoletid. I drastiske
overdrivelser beskriver han os denne ufrugtbare mekanik, det
fordummende hoveri med at tilegne sig de formler, den
instrumentale kundskab, man mente maatte til for at trænge ind i
logikkens subtile distinktioner, metafysikkens luftige undersøgelser og
fremfor alt dialektikkens ordkløveri — alle disse barbouiUementa
Scoti, som han kalder dem.
Det har været nødvendigt at dvæle baade ved dette og ved
Rabelais almene syn paa samtiden. Først gjennem kjendskab til
tidens aandelige liv, hans egen udvikling, hensigten med hans
satiriske arbeide og særlig arbeidets literære karakter, først
igjennem kjendskab til dette vil man kunne vurdere Rabelais som
pædagog og erkjende, hvor høit han stiller opdragerens
gjerning.
Gargantua er altsaa befriet for den scholastiske misdannelse,
og den nye opdragelse tager sin begyndelse. Med engang sker
der nu en forvandling i fremstillingen: stof og stil, tonen,
karakteren — alt forandres. At Gargantua meel engang ændrer natur
og fra en løierlig og balstyrig jætte, bliver et ungt, haabefuldt
menneske, er en metamorphose, som ikke er saa paafaldende
hos Rabelais; for hans kjæmper er efter behovet snart vætter,
snart mennesker.
Men gjøgleren Rabelais afløses af sin egen modsætning.
Der kommer alvor og værdighed over fremstillingen, der er en
følt varme i alt, hvad han siger, de enkle og naturlige ord bæres
af en kjærlighed, ja begeistring for emnet, naar han viser os
den vei, der skal føre ungdommen frem til fromhed, bravhed og
dygtighed; det er det reneste og bedste i Rabelais natur, der her
folder sig ud, og kan man tale om idealer hos et dobbeltvæsen
som Rabelais, — og det tror jeg man kan — saa er det her i
dette afsnit. Og ikke paa noget punkt falder han tilbage til de
vante drøiheder og løier: alt præges af den ærefrygt i tanke og
tale, som skyldes ungdommen.
Der begynder nu et rastløst, et uophørligt arbeide for den
unge Gargantua, et arbeide, som minder om Rabelais egne
ung-domsstudier; ikke en time af dagen gaar tabt. Kl. 4 om
morgenen, heder det, stod han op. Først forelæstes der ham en side
af den hellige skrift, og alt efter indholdet af det læste takkede
og tilbad han, priste og lovede han den gode herre gud, hvis
op-høiede storhed og underfulde raadslagninger læsningen havde
aabenbaret.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
