Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A. Lowum: Rabelais og hans tanker om opdragelsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
400
A. Lowum.
fyldt som tiden var af oldtidens liv og literære skatte, blev den
klassiske særdannelse den nødvendige form for almendannelsen.
Og ingen kan have øiet mere aabent for den klassiske
undervisnings nødvendighed end humanisten Rabelais.
Men Rabelais er ikke alene den lærde humanist; han er
læge og naturvidenskabsmand, og fremfor alt er han den erfarne
og klartskuende tænker, der baade kjender livet og bøgerne. Og
han ser, at livet kræver mere end kjendskab til bøger, at maalet
for den unges opdragelse fordrer mere end indsigt i oldtidens
sprog og literatur; der kræves kjendskab til livet selv, til
naturen og samfundet — den nyttige kundskab i ordets videste
betydning. Grandgousier skriver i et brev til sin søn. «Vid, at
ligesom vaabnene er unyttige udad til, hvis der raader uforstand
og raadvildhed i det indre, saaledes er og alle studeringer
unyttige og ethvert raad overflødigt, hvis det ikke, naar det kommer
til prøve, kan tjene til anvendelse og omsættes i daad og
mandig færd.» Lær, hvad du har nytte af i livet, saa lyder
hans raad.
Den klassiske kundskab er uundværlig; men den er ikke alt.
Mennesket er ikke blot den lærde oldtidsgransker, men det
pligter ogsaa at kjende sine umiddelbare omgivelser. Først dette bliver
for Rabelais den sande menneskedannelse, den virkelige
almendannelse.
En opdragelsesplan som denne bliver samtiden uforstaaelig; den
kunde nyde Theobal Holofernes’s løierligheder, men en
undervisning, der baade optager haandverk og retssalen i sin kreds, det
bliver for den kun fantasteri, intet andet. Tiden var for stolt af
sin viden, for begeistret for de nyfundne skatte; oldtiden baade
fyldte sindene og stengte øinene.
Der skulde ogsaa to hundrede aars udvikling til for at faa
det ideal erkjendt, som Rabelais havde skimtet i fjernsyn. Locke
og Rousseau er Rabelais pædagogiske arvtagere; først
oplysningstiden optager paa nyt hans syn paa naturvidenskab, realia og
samfundsvidenskab i skolen, og først vort aarhundrede har delvis
seet virkeliggjørelsen af det Rabelaiske ideal.
Men er maalet nyt, er methoden, midlerne ikke mindre nye.
Længe før Baco, længe før Commenius fører han induktionen
ind i undervisningen, fra iagttagelse til abstraktion, fra det
enkelte til det sammensatte, fra faktum til lov, fra gjenstandene
frem til theori, ja selv arithmetik og geometri bringes ind under
samme arbeiclsmethode.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
