Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. C. de Soissons: Den nyfranske idealisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
428
S. C. de Soissons.
pligter at opfylde. Först da vil kunsten faa kraft til at aflokke
virkeligheden dens inderste sjæl — dens skjulte grund, dens
skjønhed, dens flugt mod idealet. «Det er nødvendig at have en
sjæl» her i verden, siger Maurice Pujo:
«Kunstnerens ædle, ophøiede og rene sjæl er en vældig
faktor i det indtryk, hans verk vil gjøre. Ofte maa en kunstner
arbeide sig frem under kamp og møie for at naa den
benaadelses-tilstand — den næsten overnaturlige tilstand — da en tanke
bliver til ord og følelsen en handling, da lidelse frembringer yndige
blomster, og liv skaber liv.»
Under titelen «Le Regne de la Gråce» har Pujo udgivet en
række af filosofiske literaturstudier, hvor han taler om den nære
forbindelse mellem et moralsk ideal og skabende evne. Han
siger: «I forhold til vor moralske stræben bliver først vort liv
til liv med værd og betydning. Hvad vi kalder en ulykkelig
hændelse, et tilfælde, er i virkeligheden blot vor egen svaghed,
der gives ingen neutrale handlinger — enhver handling, ethvert
øieblik i vort liv er moralsk eller umoralsk; der gives intet, som
vi ikke skal staa til regnskab for overfor menneskeslægten ; hver
eneste én udbreder ondt eller godt, selv blandt væsener, han ikke
kjender—enhver er indbefattet, ja hele den øvrige menneskehed.
Kraften i et menneskes moralske vilje bestemmer dets styrke og
storhed. I begyndelsen af vort aarhundrede havde vi store
digtere — de sang om dyb smerte og glæde, om store længsler og
lidenskaber; men trods al glansen i deres verk — det var dog
ikke rent og stort nok; enkelte overrasker os med en glimrende
fantasi rigdom, andre med sterke følelser — men jeg har aldrig
fundet nogen stor vilje hos dem; de moralske spørgsmaal var
ikke tilstrækkelig understreget af dem, og derfor saa de heller
ikke ind i livets dybder. Hvad var kristendommens vældige
magt andet end et moralsk ideal; andet end den uhørte
aabenbarede, at velsignelse kan fremspire af lidelse; at fattigdom er
sand rigdom; at vi blot behøver at opgive vor egen lyst, forat
glæden skal komme til os i rigeligere maal, end vi kunde
ane?»
Disse tanker er tagne fra Pujo’s sidste bog. De bærer
vidnesbyrd om den moralske begeistring, som beliver visse
aands-retninger i det unge Frankrig — særlig i ordene om mangelen
ved digterne fra aarhundredets begyndelse. Men istedetfor at
drage forfatteren til kirken, har denne begeistring ført Pujo til
en streng stoicisme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
