Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. C. de Soissons: Den nyfranske idealisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
430
S. C. de Soissons.
staar i første række af moderne franske forfattere; de er
velvillige iagttagere af alle de aandsretninger, som har et moralsk
maal. Men de staar ikke i nogen nærmere forbindelse med de
omtalte skribenter.
I Schuré’s og Sarrazin’s skrifter er de artistiske formaal
afgjort mere udpræget end de moralske og filosofiske, skjønt den
første altsaa er en fremragende og helt igjennem original tænker
med en tilbøielighed til mysticisme, mens clen sidste er en
uforlignelig kritiker og impressionist.
Den aandelige ledelse af det nyidealistiske Frankrig bliver
derfor hos Desjardins, Recolin og Charles Wagner.
I 1898 udgav Recolin en skisse af den kristne sociologi
under titelen «Solidaires». Religion og ethik har, efter hans
mening, hidindtil været blot individuelle; nu maa de blive
sociale, hvis cle vil bevare og udvide sin indflydelse, være tro
mod sin guddommelige ophavsmands idé.
Recolin siger: «Menneskene danner en levende kjede af
følelser, tanker og handlinger, som er forenet. Derfor kan ingen
undgaa ét af følgende alternativer: enten river de sig løs fra
kjeden og ødelægger saaledes sig selv — eller de hænger fast
ved den, bevægende sig med dem, som danner den, eller
ansporende og løftende dem op til idealet, og saaledes beredende frelse
saavel for sine medmennesker som for sig selv.» Da forfatteren
ønsker at basere sin sociologi ikke blot paa evangeliet, men ogsaa
paa videnskaben, har han valgt som udgangspunkt solidaritetens
almene faktum ’— tydelig eksisterende i hele verden og bevist
ved iagttagelse —. I naturen viser det sig i følgende former:
evolution, arvelighed, arbeidets deling og efterligning, — i
menneskelivet bliver det pligt, modsat onde o: egoistiske
tilbøielig-heder, hidrørende fra vor frie vilje. Og, efter at have vist de
stier, som fører til pligtopfyldelse i hjemmet, i samfundet og i
kirken, lovpriser forfatteren kjærligheden som den mest storartede
medfødte egenskab, der udvikles ved arbeide og følelsen af
solidaritet — med andre ord: ikke solidaritet paa grund af
kjærlighed, men kjærlighed paa grund af solidaritet. Det er
tilsyneladende en forskjellig vei fra den, som den kristne moralist
følger, — men Recolin har valgt den for at give sine synsmaader
en basis, hentet fra naturvidenskaben. Fra dette det ideale
kristne samfunds ophøiede synspunkt betragter han saa i sin
bog «L’Anarchie Litteraire» den franske literaturs retning for
tiden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
