Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Helene Dickmar: Elegie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Elegi.
435
Saaledes falder dine taarers regnbueskimmer over mit hjertes
øde, plyndrede steder — og smykker dem!
Da lysner alt i mit liv, som dagene om vaaren —
Du er jo hos mig!
Og alt i min sjæl spirer frem og tager vækst, som blomster
og grønt under nordlandenes
korte, glødende sommertid —
for da er mit liv føiet til dit — og solen staar høitf
Solen? — Der er jo kun mørke skyer
drivende over mit hoved. Og jeg er ganske ene.
Nu er du borte. Og jeg kan ikke følge.
Du er borte. Og mit haab har ingen vinger.
Jeg hører ingen klang. Der er ingen tone, som kalder.
Træt er min haand. Fattige og tomme alle mine steder.
— Kun længselens smerte eier min sjæl.
Den smerte, der er som en tærende hunger, der aldrig kan
stilles!
Helene Dickmar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
