Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olaf Broch: Lidt om Ibsen i og fra Rusland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170 Olaf Broch.
Til syvende og sidst kommer man i sin hidsige jagt paa
symboler saa langt, at man begynder at regne for symbol det
almindeligste, ofte endog det fortærskede «literære billede», d. v.
s. en vis billedlig udtryksmaade.
Som resultat fremkommer bestandig en vis fordreiet
fortolkning af Ibsens dramaer. Hans sidste stykke er endnu ikke
spillet paa noget russisk theater, men der er alt holdt et par
foredrag om det, der er alt fremkommet en række artikler, og
det lille gule hefte med den første oversættelse er alt solgt i
nogle hundrede eksemplarer. Ialfald i Moskva læser man stykket
meget; men meningerne om det er stadig lidet frie. Uden
symbolisme kommer man ikke af flekken. Og dog er Ibsen i dette
stykke netop en egte realistisk digter. Og dette hindrer
ingenlunde i samtidig at anerkjende ham som en samfunds-filosofisk
tænker af mægtig flugt. Jeg skulde ville kalde Ibsen de ophøiede
billeders realist.
En kunstnerisk analyse af dette drama maa uomgjængelig
begynde med dets form. Man tager hos os i det hele lidet
hensyn til de literære frembringelsers form. Ligesaa levende som
formen interesserer i musiken, i maleriet, i skulpturen, ligesaa
stadig skyves den i literaturen tilbage i anden række endog af
de specielle kritikere. Og da den i dramaet har endnu mere
betydning encl i romanen, og da paa den anden side Ibsen
glimrer ved nyt i arkitekturen og originalitet i sin maner, saa er
det heller ikke underligt, at kritiken, naar den ikke tilegner sig
Ibsens greb og maner, undertiden ved vurderingen af hans
frembringelser falder i vildfarelser.
Men i det givne tilfælde kan en analyse af formen, ikke
bare i ordets vide betydning, d. v. s. med indbefatning af billeder
og farver, men endog i snever, ydre betydning, d. v. s. stykkets
bygning og nogle greb ved den maade, hvorpaa det er skrevet,
— rense dramaet for den «taagede symbolisme», som er paaduttet
det gjennem mangel paa opmerksomhed og indgaaende tænkeevne.
Stykket kaldes for en «dramatisk epilog» i tre akter.
Folk, som ynder symbolisme, har heraf faaet anledning til
at søge prologen ... i Ibsens foregaaende dramaer. Nogle finder
endog, at naar Ibsen kalder stykket en epilog, har han dermed
villet sige sit sidste «farvel»: digteren drager et resultat af hele
sin virksomhed, idet han i kunstneren Rubeks person fører sig
selv frem. Eller noget lignende i denne art.
Sagen er imidlertid meget mere enkel. Men da man hos os
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
