Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olaf Broch: Lidt om Ibsen i og fra Rusland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lidt om Ibsen i og fra Rusland. 171
har meget uklare begreber om bygningen af et drama og endnu
lever paa Aristoteles’s og Lessings theorier, saa har jeg lyst til
at fæste opmerksomheden mere paa dette punkt.
For et snes aar siden spurgte en fransk journalist
dramaturgerne i Paris: hvorledes skal man skrive et stykke? Af svar fik
han, som man maatte vente, de mest forskjellige. Jeg husker det
bedste, fra Dumas fils. Han svarede: man skal skrive saa, at
i første akt kommer knytningen, i sidste løsningen, og at det hele
er interessant. Ikke et ord mere.
Dette er det frieste blik paa dramaets theori, som jeg hidtil
har mødt. Det er bare haandverkere, som arbeider efter en
bestemt læst. Over ordet «sceniskhed» gjøres hos os hidtil alskens
utilbørligheder . . . Ikke for nogen dramatiker, som er ialfald
en smule digter, gjælder hverken Aristoteles’s enheder eller
Shakespeares dualisme som fast regel.
For den populæreste og derfor ogsaa mest banale bygning af
et stykke regnes den, som de franske mestre er rede til at
paalægge hele verden, og som de bruger i sine melodramaer. Første
akt knytter handlingen, anden udvikler den, i den tredie har man
kulminationspunktet for dramaet, i fjerde en række begivenheder,
som uventet vanskeliggjør eller forandrer løsningen, som saa
følger i femte akt. Men det russiske realistiske drama har aldrig
tilegnet sig hverken denne eller nogen anden theori. Og i de
sidste 15—20 aar har den populære franske theori, som faktisk
er laant dels fra Lessing, dels fra den af franskmændene
ufor-staaede Shakespeare, ikke mere mødt sympathi hverken hos
tyskerne, hvor dramaturgien nu for tiden er særlig rig, eller hos
andre moderne digtere som Echegaray, end sige d’Annunzio. Ja
forresten forlod alt Dumas selv i «Denise» og «Francilion»
formen i «Dame aux Camélias», «Fils naturel», «Demi-monde» o. a.
Naturligvis betinges dramaets bygning i betydelig grad af
dets indre tyngdepunkt. At dele materialet op i fem akter med
delvis halvaars, helaars og mange aars mellemrum vil sige at
skaffe sig den letteste adgang til at opfinde effektfulde momenter
for stykket. Men i de fleste moderne stykker, og hos Ibsen i
særdeleshed, erstattes handlingen, i betydning af en række
begivenheder, af den gradvise udviklingsgang af en enkelt
begivenhed, udstyret med psychologiske eller ydre detaljer. Faktum
ligesom mister sin herskende betydning i dramaet; stykkets
bevægelse begynder at ligge i den psychologiske udvikling af en vis
kollision eller i den filosofiske udvikling af en tanke, ikke i op-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
