Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gabriel Monod: Hvad historien lærer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34
Gabriel Monod.
os det umoralske skuespil om den svages tilintetgjørelse ved den
sterke, om den ustraffede last og den forfulgte dyd. Den bibelske
legende fortæller, at Jakob blev det udkaarede folks stamfader
ved at narre sin fader Isak og bestjæle sin broder Esau. Findes
der nogen mægtig ståt, som ikke skylder vold og list sin storhed,
helt eller delvis? En antik tradition krævede, at man, for at
sikre en nyanlagt bys trivsel, i dens mure skulde indesperre
levende et menneske, som var ren for enhver forbrydelse.
Ro-mulus begyndte bygningen af Rom med drabet paa Rernus,
Sparta ødelagde Athen, Sokrates tømte giftbægeret, Ghristus blev
korsfæstet, Jeanne dArc brændt. Pompeius og senatet blev
overvundet af Cæsar, skjønt det var dem, som havde retten paa sin
side. De muselmanske erobringers historie er intet andet end
en lang række af blodbad og snigmord, jødefolkets historie i
atten aarhundreder er et eneste langt martyrium. Polen var
midt i det 18de aarhundrede offeret for et politisk rov, som atter
i det nittende avlede en række af blodbad og grusomme kampe.
Og har vi ikke i vore dage seet et helt folk udryddes ved kugler
og knivstik, ved hunger og ild, bare fordi dets herrer var blevet
rædde for spøgelset af det armeniske kongedømme? Og det
filippinske folk undertrykkes af dem, som havde givet sig ud for
at befri det. Finland berøves uden skrupler sine privilegier, som
dog var høitidelig garanteret ved fem keiseres eder. Elsass og
Lothringen fravristedes Frankrige trods indvaanernes enstemmige
vilje. Nordslesvig fastholdes under det tyske aag trods
Prager-traktatens forpligtelser. Og i Frankrige har vi seet alle
samfundsmagter: regjering, parlament, embedsmænd, hær og
geistlighed slutte forbund for at forhindre en uskyldig straffet mand
fra at faa sin ret. Hele historien proklamerer dydens unytte og
rettens forfængelighed. Schiller havde ret i at give sin aforisme
en grusom ironisk betydning: «Die Weltgeschichte ist das
Well-gericht». Den er et tribunal, hvor magten undertrykker retten, og
som morer sig med at dømme de uskyldige og frikjende de skyldige.
Der er nogen sandhed i denne pessimistiske opfatning af
historien. Det er endog sikkert, at mange filosofer og statsmænd,
som har søgt den eneste rettesnor for sine domme og principer
i historien, har været tilbøielige til at tro, at det heldige udfald
er retfærdiggjørelse af enhver politik, og at alt det, som er, det bør
være. Men jeg tror, at en opmerksommere undersøgelse af
historien vil overbevise os om, at den skepticisme, jeg her har
refereret, er overdreven og lidet begrundet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
