Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: William Shakespeare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
72 Chr. Collin.
krøniker og romaner, man vilde se. Ikke bare læse dem,
men .se dem, i form af lyslevende mennesker. Konger og
dronninger, krigere og statsmænd, — engelske, franske,
italienske. Gjerne en morian iblandt, som prinsen af Marocco
beilende til den skjønne Portias haand og den skinsyge
Othello. Eller en jøde, en blodsuger, som Shylock. Historien
skulde værsaagod foregaa om igjen, ialfald de mest
spændende optrin. Slag og andre voldsomheder, saavidt som det
gik an paa scenen. Man vilde se, hvordan det gik til i de
store krige mellem England og Frankrig og i de engelske
borgerkrige, hvor den røde og den hvide rose begge blødde
rødt blod, af Englands bedste. Man vilde ogsaa se livet
ved hoffet, fester og optog, med glimrende dragter-. Men
fremfor alt dog de menneskelige kampe. Bjørnekampe kunde
være bra nok; men de blev ensformige tilslut.
Menneske-kampene derimod, — af dem var der ligesom intet «tilslut».
Der var ikke blot krig og blodige dueller, men ordkamp
og brydning mellem de høieste evner, —mellem alle
menneskelige kræfter. Dette var noget for et folk, som netop
havde seiret over den spanske armada. Krig var i grunden
en ufuldstændig styrkeprøve; det følte digterne og kanske
ogsaa folket. Der gaves kampe i det enkelte menneskes
indre, som var det mest spændende af alt, som i «Hamlet».
Der var kampen mod frembrydende vanvid, i «Kong Lear».
Aldrig større kamp for . ham, end da han var bleven alene
med sig selv, forladt og forstødt af sine to unaturlige døtre.
Der- var kampen mod samvittighedens stemmer og syner i
Macbeth, — kampen mod erindringens uvilkaarligt og
uhyggelige tryllekunster, som manede frem Banquos blodige
gjenfærd.....Der var kampe paa land og hav og i det
menneskelige indres bundløse dyb. De gamle krønikers
tigurer blev levende eller gik igjen paa scenen. De gamle
sagn blev virkelige, om de aldrig havde været virkelige før.
Fjerne tider og lande blev nærværende. Der blev folkerigt
paa scenen. Den var ikke stor i sig selv; men der var plads
nok for alle. For konger og andre potentater, — men
ogsaa for det store folk, enkeltvis og i masser. England var
dengang et lidet land med en fem seks millioner mennesker.
Men paa en viss maade kan man sige, at England aldrig
har været mere folksomt end dengang. England har altid
været et gjæstfrit land, men aldrig mere end da, — skjønt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
