Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Jens Thiis: Böcklin og den tyske malerkunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Böcklin og clen tyske malerkunst.
203
Herlig er ogsaa landsbyens forbløffelse og skræk,
ærefrygt og nysgjerrighed malet i den lille tilskuerskare, som
har samlet sig om optrinet og med ægte italiensk naivetet
og frimodighed beglor den mærkværdige fremmede.
* *
*
To unge fauner forlod i den svale morgen de steile
skrænter dybt inde i Bøotien, hvor de hører hjemme — langt
fra menneskenes boliger og fra Attikas oljelunde.
Efter timer tilbragt med trav og ktatren og med tusen
kaade og unyttige spring er de ved middagstid naaet til
ukjendte løvrige daltører.
Solen brænder. En kildes plasken lokker dem ind
mellem skyggefulde buskvækster. Med den hule haand øser de
af vandet og drikker. Men da de har stillet sin tørst og
reiser sig for at fortsætte travet, møder der dem inde i
skyggen af det grønne løv et syn, som er det mærkeligste, de
har oplevet i sine dage.
Lænet til sin væltede amfora hviler kildens nymfe i
græsset. Middagstimens^døsighed har overmandet hende,
og hun er slumret ind med armen under hodet, haaret løst
og flordragten aaben for den bølgende barm.
Aldrig i sit bukke-liv har de set noget lignende!
En pige, som er hvid som gjedemelk og uden horn
i panden, en pige uden klov og hale og uden lodne ben!
Af gamle erfarne kentaurer har de nok hørt tale om
nymfernes huldsalighed og om menneskenes glatlemmede
døtre. Men aldrig har nogen af disse attraaede
væsener-forvildet sig ind i deres hjemlige fjeldkløfter.
Her ser de nu lyslevende for sine øine et saadant
velsignet væsen! Er hun en gudinde? Er hun et,
menneske ?
Stille og let er hendes søvn. De hvide bryster bølger
langsomt op og ned. Hun snorker ikke som en af deres
egne panisker! . . .
Tys — væk hende ikke! . .
Og de to unge fauner sætter sig stille ned paa hug side
om side. Og deres hvisken forstummer i andægtig
beskuelse.
Tiden gaar, solen daler. Men deres blik hænger uløse-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:36:58 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1901/0211.html
