Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Thiis: Böcklin og den tyske malerkunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Böcklin og clen tyske malerkunst. 209
stiske kultus («H e i 1 i g e r H ain»— «F eueranbete r» —
«He r kule s-t e m p 1 e t»).
Utilgjængelige marmorklipper og mørke cypresser
bygger sig for ham sammen til en mystisk dødningeø i havet.
(«T o t e n-I n s e 1»).
Og i følelsen af sin egen isolerede stilling i moderne
kunstliv har han malet det mystisk-uhyggelige billede af
«eventyrerens» jernklædte, stolte skikkelse, som uden frygt og
uden medlidenhed rider frem over dødskystens aadsler og
hvidnende ben, mens gangeren skjælver under ham af
rædsel. Hans fæller sætter i det fjerne seil til og stævner derfra,
han rider ensom og rolig nye farer imøde.
— Slig som Bocklins talent var anlagt, med saa stærk
en sans for clen ydre effekt, for farvers modsætninger, for
lys- og skyggemasser kontrastvirkninger — i clet hele taget
med dens udpræget dekorative tendens, stocl hans kunst
let i fare for at forfalde til effekt-jag og theatralske
virkninger. Særlig naar han tilstræbte det pathetiske.
Og hans arbeidsmaade øgede denne fare.
Fjernt fra den virkelige natur byggede hans fantasi en
ny og egen natur op, vilkaarlig og egenraadig, helt afhængig
af inspiration og bare kontrolleret af en mageløs hukommelse
og en stærkt udviklet æsthetisk refleksion.
Derfor hænder det, at Bocklins fantasikunst i mindre
vellykkede, mindre inspirerte bilder kan virke tom og sjælløs
vecl siden af en beskeden, naiv naturstudie.
Og i enkelte af hans billeder — særlig de senere — kan
hans dekorative forenkling og forstærkning af de maleriske
midler, særlig af farven, stundom resultere i virkninger, som
ikke alene er naturfjerne, men falske, fordi deres pragt
dækker over hulhed. Han er heller ikke fri for «sødhecl».
Man føler i saadanne billeder paa en ubehagelig maade,
at Böcklin tilhører clen tyske kunst.
Saa vanskeligt er det, selv for en eminent malerisk
begavelse som Böcklin, at opnaa den fulde kunstneriske
balance, naar man er udgaaet af et samfund, hvor kunstnerisk
sans saa længe har været forkvaklet af blindfødte æsthetikere,
og naar man tilhører et folk, hvor malerisk tradition gjennem
aarhundreder har været brudt, saaledes som tilfældet har
været i de tysktalende nationer.
Men i lians gode billeder bærer dog Bocklins spænstige
14 — Samtiden. 1901.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
