Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. B.: Teaterkronik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
238
Tea lerkronik.
være kvindeligt, andet; hun vil ikke hare være hans «operatekst»,
hans «inspirationstema». Men naar det blir alvor, — naar han
fortæller hende, at han ikke længer formaar at arbeide som før,
saa er hun straks fuld af frygt for ham og rede med al den
trøst, hun eier. Men Lydia forstaar rigtignok ogsaa at egge og
at lokke, og hun har sin egen store fryd, hvergang hun merker
sin magt. Medens hun ligger paa Chaiselonguen «som en bølge»,
strækker og bryster hun sig uvilkaarlig under Langfreds
beundrende blik, og hun følger hans kjærlighedsord med smaa
kurrende udbrud af inderligt velbehag. Fortræffelig spilles ogsaa
aktens dristige slutningsscene; de underfundige «adjø», som Lydia
hvisker imod Langfred med en svag krusning af et smil om
munden og et underlig grønt glimt i øiet, falder med en egen
stille vegt.
I det store opgjør i sidste akt er Lydia i fru Wettergreens
spil en kvinde, der kjæmper for sin kjærlighed som for selve
livet. Den er jo hendes liv; hvad har hun vel at vente, naar
den glipper? Og da hun maa vige, udstødt af selve den, hun
gav sin kjærlighed, saa føies det aldeles ikke som den retfærdige
straf for begaaet synd, saadan som det er ment. Man vender
sig tvertimod med en vis uvilje mod den unge mand, som endnu
for timer siden var hendes elsker, og som nu med saa
dommerstreng en myndighed tør negte hende ethvert menneskeværd.
Om Lydia virkelig var en «undine», og der ligeoverfor den slags
farlige væsener var grund til — som Bjørnson synes at mene —
at gjenoptage Alexandre Dumas’ gamle hærskrig for mænd :
Tuez-la!, saa var vel ialfald Langfred ikke den rette til her at
optræde som moralsk udraaber.
Hr. Halfdan Christensen spiller Langfred. Der er
en bred kløft i rollen, som det for skuespilleren gjælder om at
faa bygget bro over. Langfred virker i anden akt meget ung og
meget lidet erfaren; han er endnu ikke aandelig udvokset, hans
tale ligesom flakser med korte, urolige vingeslag. Han har endnu
ikke tanker og meninger, kun syner og idéer. Men i sidste akts
opgjør med Lydia taler han som en mand, der har den
selverhvervede erfarings myndighed, og han vælger sine ord i striden
med vaagen kløgt. Denne omkalfatring af hans hele person skal
forklares ud fra den virkning, som den mellemliggende korte
samtale med den unge Borgny har øvet paa ham. Her at bringe
tilveie en helt naturlig, følgerigtig sammenhæng vil neppe kunne
lykkes nogen; det er jo under opgjøret i virkeligheden heller ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
