Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - John Paulsen: En aften hos fru Collett
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
354
John Paulsen.
Samtalen om Welhaven fortsattes næsten hele aftenen.
Det blev i de sidste aar af fru Colletts liv som en æressag
for hende at faa fastslaaet i opinionen, at Welhaven
virkelig havde elsket hende, og at hindringerne for en forbindelse
mellem dem ikke kom fra ham.
Havde hun mærket, at jeg i mit stille sind mente, at
det hele fra hendes side var en «drøms lyksalige bedrag»,
eller havde jeg hin aften været uforsigtig nok til aabent at
ytre min tvivl, nok er det, hun sagde pludselig med en
heftighed, som var usædvanlig hos hende: «De skulde vide,
hvilke breve jeg har faaet fra ham. I et af dem staar der
saaledes: «De var altid fjern, altid fraværende, altid paa flugt.»
Det er meget vakkert, tænkte jeg, men det er ingen
erklæring.
Hun lod mig forstaa, at hendes «utilgjængelighed» havde
været skyld i meget — hun havde været for sky, for taus
— og lykken vil fanges. . .
Siden fortalte hun mig, synlig oplivet, om et bal paa
Jarlsberg, hvor hun og Welhaven var blandt gjæsterne. Hun
førte op ballet med grev Pér. Hendes toilette var nyt og
moderne — det var netop kommet fra Hamburg — hun
har sandsynligvis været elegantere end de andre damer.
Da hun dansede ned salen med greven, hørte hun
Welhaven hviske til sin dame: «Hun er dog deilig —»
Af saadanne almisser har Camilla Wergelands hungrende
hjerte levet i lange tider deroppe i den Eidsvoldske
ensomhed. . . Og nu blev den lille kompliment af fru Collett gjort
til et dokument, som skulde bevise hans følelses ægthed og
oprindelighed.
Welhaven maa ha været en farlig mand for damerne,
især de fremragende af dem, der satte pris paa aand og vid.
Ogsaa fru Heiberg lod til at ha’ bevaret en ømmere erindring
om den smukke, veltalende nordmand med de mørke,
ildfulde øine.
Hun sagde engang til mig: «Jeg ved ikke, hvilket sprog
Welhaven talte, om det var «bergensk» eller norsk, men det
er det smukkeste sprog, jeg har hørt i en nordisk mands
mund.» Og da vi en anden gang talte om vanskeligheden
ved at finde et Kristusbilled, der svarte til vor individuelle
opfatning af frelseren, og fru Heiberg ogsaa maatte
indrømme, at hun hverken hjemme eller i udlandets gallerier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
