Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Løvland: Ueland og Jaabæk. II. O. G. Ueland (Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. Løvland.
lede penge til et monument over «unionens stifter», og Carl
Johans forbundet havde sine norske og svenske medlemmer.
Af denne «samrøringens» aand er den norske regjerings
politik i sekstiaarene gjennemtrængt, og den har skabt unions
forslaget. Men Ueland og hans parti levede endnu i den
gamle tillid til «intelligensen». Saa sent som under valgene
i 1870 fraraader Jaabæk sine venner at bry sig om unions
sagen; det var «høiere politik». Det er ikke alene føreren,
men bønderne i det hele som var fremmede og ukjendte, paa
det unionspolitiske omraade. Heldigvis var der inden «intelli
gensen» enkelte mænd og mindre kredse, som endnu be
varede de gamle nationale traditioner. I pressen var det
Dunker, Bjørnson, Sars, Werenskiold, I. G. Krog, Vinje og
H. E. Berner, der fornemmelig bidrog til at klare stillingen,
og i tinget Daae, K. Motzfeldt, Sverdrup, Steen og Richter,
som førte den tilintetgjørende debat mod forslaget. Der
maatte begivenheder til som Uelands fald og forslaget til ny
unionsakt for at aabne bøndernes øine for disse sagers be
tydning og farer. I vor historiske udvikling, til at forståa
vor nationale selvstændighedssag, har den anden unions
komite af 1865 med sit forslag og de dertil knyttede diskus
sioner gjort megen nytte. Det er utænkeligt, at unions
politiken fra sekstiaarene nogensinde heretter skulde finde
jordbund i Norge.
Der er ingen grund til at antage, at Ueland vilde have
opgivet forslaget, om han havde mødt paa tinget 1871.
Tvertimod föreligger der udtalelser af ham i brev fra 1867,
at han ikke skulde «falde fra i fristeisens stund», og Jaabæk
heretter i 1870, at Ueland under samværet paa tinget 1869 har
sagt, at forslaget vilde være til gavn for begge riger. Men
han forstod visselig, at stemningen blev mere og mere imod
det, og utvilsomt har dette været ham en bitter skuffelse.
Det er rimeligt, at han kan have sagt, hvad der er tillagt
ham, at den sag voldte ham dyb sorg. Men saa seig var
hans kraft og saa livlig hans aand, at den 70-aarige olding
deltog med iver og dygtighed i stortinget 1868—69, og saa
stor var hans anseelse, at han fremdeles stod som bøndernes
første mand, hvis indflydelse var usvækket. Han kom ikke
hjem til jul dette aar og vantrivedes i Kristiania. H&n
skriver: «De første dage af aaret 1869 var jeg ikke rigtig
rask, men følte gigt og ufriskhed i kroppen», og klager
116
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
