Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sven Nilssen: Guder - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sven Nilssen.
paa fortauget, hvor nærgaaende cigargutter forfulgte de arme
mandfolk med sit ildelugtende kram, da Koll kom op til mig
og begyndte at tale om den nye fjordrute. Tin Koll holdt
sig ikke forgod til noget. Seiv ikke til - paa vei til kirken
at besøge en af sine mest underordnede haandlangere.
Koll var en betænksom og forsigtig, men - til sine tider
en urolig mand. Snart red han sin stol. Snart gik han
o°- lagde benene ikors bortover gulvet Han pratede. Og jeg
taug, mens jeg opmerksomt fulgte mit store forbillede med
øinene. . ..,
Jeg havde nemlig gjort en opdagelse, som jeg nødig vilde
være ved, før jeg fik greie paa, hvorledes det hang sammen
med den.
Jeg var eier af tre antike stole, som jeg havde arvet efter
en sindssvag faster. Paa rygstykket var der målet symbolske
billeder Paa den ene stolryg et billede af vaaren. Paa de
to andre billeder, som forestillede høsten og vinteren. Mm
afdøde faster havde formodentlig ogsaa eiet en stol med som
meren paa ryggen; men den havde jeg aldrig seet.
Nu sad jeg paa en af disse stole. Og Koll red overskrævs
paa den anden, da jeg pludselig lagde merke til, at den tredje
var besat med min ven fra den foregaaende aften. Han sad
ganske rolig og hørte paa Koll, mens han pyntede sine negle
med en pennekniv.
Var de komne samtidig, de to herrer? Eller kom den
ene før den anden? Kjendte de hverandre? Eller sad kanske
Koll der og forundrede sig over, at jeg ikke præsenterede i
Herr Koll herr Lucifer Lorentsen, mit bedre jeg. Men jeg
har vist glemt at fortælle, at jeg bærer det hverdagslige navn
Lorentsen. Nuvel. Der var allerede temmelig mørkt i væ
relset, og jeg kunde ikke engang faa bragt paa det rene, enten
Koll havde opdaget den fremmedes nærværelse eller ikke.
Med et holdt kiikeklokkerne op at ringe. Koll reiste sig.
Og mens han knappede sin overfrakke, gav han mig i kort
hed endnu etpar momenter til mine artikler om fjordruten.
Saa tog han sin hat, kigede fra siden - som hans vis var
og med sit mindste millionsmil op paa mig, mens han
traadte i sine galoseher, nikkede og gik. Jeg stod med døren
aaben, til han forsvandt i trappen.
Da først saa jeg for alvor paa den anden, der med et
halvt smil blæste neglestøvet af sine fingre.
408
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
