Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Weimar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Weimar.
han skaffede sig rede paa, hvor jeg boede, nåar jeg var
reist hjemmetra, hvor jeg sidst havde været, hvor længe jeg
blev i Weimar, hvor jeg saa skulde hen, om jeg var gift,
hvor mange børn jeg havde, om min kone var med, om min
livsstilling, om det ikke var frygtelig koldt i Norge. Jeg
svarte ham, henrykt; det var som at sidde paa en skyds
station i Telemarken. Ti.slut stansede han op: «Ja, her er
vi ved hofbankieren.» Tusen tak. «Oh, bitte, sehr ange
nehm, auf Wiedersehen.»
Hvad der gjør Weimar endnu stillere end andre smaa
byer, er minderne. Hvert gadenavn, statuerne og bysterne
paa hver aaben plads, de mange ærværdige bygninger, de
gammeldagse huse med de megetsigende plader: her boede
Schiller, her boede Wieland, her boede Herder, her boede
Hummel, det er som at vandre i et mausoleum, man
gaar uvilkaarlig langsomt og blir høitidelig. Her er förtiden
sterkere end nutiden, elet nulevende Weimar lever paa og
af det gamle, butikerne er fulde af souvenirs om stor
hedstiden, ansichtskarterne er portræter af Goethe, Schiller,
Herder, deres venner og deres veninder, deres boliger og
deres yndlingssteder. Som ingen skydsgut paa Island fører
dig til Fljotslid uden at fortælle om Njaal og hans sønner,
saa er der i Weimar intet bybud, som ikke kan fortælle
historier om Goethe og Christiane, om Anna Amalia, om
Karl August, om den deilige Corona Schröter, om Wielands
letvindte bonhommie, om Herders übekvemme luner og
den pukkélryggede hofdame frøken von Göckhausens kvikke
indfald.
Forleden dag jeg drev udover londeveien til Ober
weimar blev jeg staaende udenfor en villa, som vakte
min opmerksomhecl, og keg ind i haven. Paa den anden
side af veien stod en bondekone med en kipe paa ryggen og
iagttog mig; hun var øiensynlig proppet med noget, som.
gjerne vilde ud. Jeg spurgte hende, hvem eler boede i den
smukke villa. «Nu bor hr. geheimeraad saa og saa der,
men i gamle dage (hun hviskede og saa sig omkring,
om nogen kunde høre hende) i gamle dage, kan De tro,
det gik for sig her; huset og fhaven var en foræring fra
storhertugen til hans maitresse ja det er en skam at
skulle sige saant, men det er den rene sandhed; det var
die Jagemann skuespillerinden, hun fik jo et finere nava
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
