Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Svingninger og stemninger i dansk litteratur 1870—1902 - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hjalmar Christensen.
at agitere for den ene eller den anden maade, hvorpaa der
skrives? Lad forfatterne skrive saa frit og übundet som mu
ligt, og lad man opmuntre dem, saa de kan leve af sit ar
beide saa vil sikkert personligheden komme frem.»
Der var det relativt nye i Heidenstams «programartede»
brochure, at den vor udtryk for en ny sterk stemning i sin
dene. Men ellers har Nordensvan ganske rigtig udtrykt,
hvad der var og blev det levedygtige og frugtbare i den be
vægelse, der just var vakt: tanken om personlighedens frie
udfoldelse. I realismens kritik af den ældre digtning og i
visse af dens teorier, der var ifærd med at stivne til dogmer,
havde der været et element, der kunde virke fiendtlig mod
denne personlighedens frie udtoldelse. Fra omkring 1890
ytrer der sig hos den yngste slegt, der ved den tid begynder
at gjøre sig gjældende, et broget mangeartet kunstnerisk liv,
hvor de forskjelligste forfatterpersonligheder søger sin egen
form, romantisk eller naturalistisk, i drømmen eller virke
ligheden, i genren eller symbolet, i en lyrik, der stod tone
kunsten nær, eller en prosa, der helt impressionistisk frem
tryllede dagliglivets komiske enkeltheder.
Den litterære krise i slutningen af ottiaarene "fik saaledes
en lykkelig udgang. Der havde været adskillig reklame, ad
skillig grøn teoretiseren, litterært snak og udenlandsk mode
i den opposition, som retledes mod realismen. Særlig uhel
dig var den maade, hvorpaa man vendte sig mod Georg
Brandes og syntes at ville fortælle ham, at nu var hans tid
forbi, nu havde han gjort sin gjerning, og Gud ved, om den
var saa fortjenstfuld endda. Det er rigtigt, at der var adskil
lige fænomener, Brandes havde bedømt lidt ensidig. Og ild
net af den kampstemning der just satte ham istand til
at ildne andre havde han under sin omtale af historiske
forhold undertiden været tilbøielig til særlig at fremdrage
det, der kastede lys over dagens strid: der havde ikke altid
været forskerens objektive ro i hans behandling af förtiden.
Alt, hvad der var svagt, blev nu fremdraget, navnlig af en
enkelt betydelig modstander, svensken Ola Hansson. Denne
mand, hvis talentfulde kritiske arbeider sikkert har bidraget
betydelig til at udvide de unges horisont, samtidig med at
han atter og atter betonede nødvendigheden af digterens selv
fordybelse, afatsøge sin egen og sit folks eiendommelighed,
har samtidig gjort Brandes megen uret, Han har forsøgt
208
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
