Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas P. Krag: Had
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Hvor er saa din rigdom?
«Jo, sandelig! Du har skjønne ting at erindre.»
«He, he, du spørger om saa meget! . . . Om jeg har
«Jeg vilde gjerne gaa her for at kjende vaaren . . . den
er netop kommen i luften . . . Her er slig duft af ungt løv.»
Den blinde olding greb ud, fik fat i en kvist fuld af
spæde, grønne blade, og denne trykkede han mod sin mund
og næse og sugede duften ind.
«Denne lugt er saa god,» blev han ved, . . . «ja du for
staar mig ikke ... Du spotter mig . . . Jeg kan godt høre,
at du ler stille ... Ak ja, du kan gjerne le! Din latter be
røver mig ikke min rigdom.»
«I mine tanker. Jeg erindrer. Og mit øre og min næse
hjælper mig. Ja, seiv min blindhed hjælper mig . . . Nu
ler du igjen. Du behøver ikke at le. Folk med gode øine
pleier tidt at lukke dem, nåar de vil kalde det frem, som var
engang ...»
Den halte olding spurgte haardt:
«Men sørger du da ikke over dit tabte syn?»
«Nei jeg gjør ikke. Et menneske, hvis lykke er død,
skal ikke sørge over at have tabt sine øine. Den unge og
manden, som elsker og arbeider, har brug for dem; de er
hans kosteligste eie. Men oldingen, som blot kan leve i det,
som var for længe siden, han trænger dem ikke. Han har
faaet nyo øine. Hans tanker ser. Syner fra forrige dage
tegner sig mod den mørke hinde.
Den halte olding humpede utaalmodig afsted; hans
lamme fod buldrede mod den fasttraadte sand. Han spurgte
lidt efter; hans stemme var haord som før:
«Saa, du lever paa det, som var engang. Var du da en
lykkelig mand?»
«Ja, jeg har engang været den lykkeligste mand paa
jorden. Jeg var ung og sterk. Mine planer lykkedes. Jeg
var beundret og misundt af mænd. Jeg var elsket af kvin
der. Jeg vandt en kvinde under rus og feber . . . Synes du
ikke, jeg har nok at erindre?»
«Du siger det saa underlig! Jeg synes, jeg hører en
ond latter. Husk, mit øre er skarpt. Hvorfor ler du? Er
du misundelig? Har du ingen skjønne tingat mindes? . . .
Hvorfor hugger du saa med din krykke? Hvorfor tramper
du saa med din ene fod?»
217
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
